Dankort-forbruget stiger med 2 procent

Danskerne har nu et online dankort-forbrug på 5,6 mia. kr. om måneden, viser nye tal fra Nets

Foto: Nets

Danskernes lyst til at swipe deres Dankort steg i august-varmen. Her landede dankort-forbruget på 31 mia. kr. mod 30,3 mia. i august 2017, der bød på markant færre solskinstimer.

Stigningen svarer til en vækst på 2 pct., hvor af de 23,8 mia. kr. blev brugt i de fysiske butikker, viser de nye tal fra Nets.

Danskernes stigende lyst til e-handel smitter efterhånden også af dankort-forbruget online, hvor forbrugerne i august 2018 brugte 5,6 mia. kr., hvilket er tæt på at være 25 pct. af det månedlige dankort-forbrug, som er i de fysiske butikker.

– Det er selvfølgelig positivt, at dankort-omsætningen er højere end for et år siden, men stigningen er mindre end, hvad vi typisk vil forvente med de gode forudsætninger, vi ser i øjeblikket. Reallønnen er stigende, beskæftigelsen er rekord høj og renterne er fortsat lave. Det er alt samme faktorer, der trækker i retning af øget forbrug herhjemme. Vi er derfor fortsat optimistiske med hensyn til privatforbruget resten af året – også selvom dankort-forbruget isoleret set ikke peger i retning af voldsom vækst, lyder det i en kommentar fra Kristian Skriver, økonom hos Dansk Erhverv.

De resterende 1,6 mia. kr. dækker blandt andet over selvbetjening på broer, parkering og servicestationer, oplyser Nets.