Dagrofa trækker Norgesgruppens driftsresultat nedad

Trods en omsætningsvækst på godt 7 procent faldt driftsresultatet for den norske markedsleder Norgesgruppen. Medejerskabet af Dagrofa trækker resultat nedad

Trods pæn vækst falder driftsresultatet og bundlinjen hos Norgesgruppen Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Historien om Norgesgruppens 2017 er på mange måder todelt.

Målt på toplinjen blev regnskabsåret en stor succes for Norges ubetinget største aktør på dagligvaremarkedet, der blandt andet tæller Meny, Kiwi og Spar, foruden nærbutikskæden Joker og convenience-konceptet Deli de Luca.

Koncernen formåede således at hæve omsætningen med 6,8 pct. på et norsk dagligvaremarked, der ellers blot voksede med 1,1 pct. sidste år.

Fremgangen betyder, at Norgesgruppen omsætning blev 85,6 mia. norske kr., 67 mia. danske kr.

– Den øgede toplinje giver os større konkurrencekraft. Det betyder, at vi kan drive mere effektivt, holde fødevarepriserne nede og tilbyde det mest attraktive vareudvalg på markedet, lyder det fra koncernchef Runar Hollevik.

Den stigende omsætning kan også ses på antallet af handler, der dagligt voksede med 17.000 til lidt mere end 1,2 mio. daglige hander i alle Norgesgruppens kæder.

Resultatet falder 
Men trods Norgesgruppens stigende omsætning og fokus på at drive lønsomme butikker, kan fremgangen på toplinjen ikke ses på koncernens bundlinje.

Her faldt årsresultat med 294 mio. kr. til ca. 1,6 mia. kr., mens driftsresultatet faldt 167 mio. kr. til lige under 2,4 mia. kr.

Af regnskabet fremgår det, at koncernens lønsomhed målt på driftsmargin og resultatmargin er faldet med henholdsvis 0,5 procentpoint og 0,7 procentpoint på et år til 3,6 og 3,2 pct., hvilket Norgesgruppen selv anfører blandt andet hænger sammen med rekonstruktionen af Dagrofa.

En rekonstruktion, som i særdeleshed har betydet lukningen af Kiwi i Danmark, som på kort sigt bliver en kostbar, trecifret millionmanøvre for både Norgesgruppen og medejer KFI Erhvervsdrivende Fond.

“Det er besluttet at gennemføre strukturelle ændringer for at sikre fremtidig lønsomhed. Ændringerne indebærer, at Dagrofa styrker Meny, Spar og Foodservice Danmark, og at den danske Kiwi-kæde er afviklet”, hedder det i årsregnskabet.

Investerer milliarder

Heri noterer Norgesgruppen også, at priserne på markedet er presset af den stærke konkurrence, og at de norske dagligvareaktører oplever øget konkurrence fra den stigende grænsehandel, det større fokus på take-away og udespisning samt fra nethandlen.

Og den udvikling kræver, at Norgesgruppen årligt investerer milliarder i at gøre kædekoncepter og butikker endnu mere veldrevne og attraktive.

– I 2017 investerede vi næsten tre mia. kr. (ca. 2,35 mia. danske kr.), i flere og bedre butikker, øget kompetence, udvikling af nethandel og en klimaneutral drift. En større omlægning af varestrømmen på ferskvarer og implementeringen af et nyt transportstyringssystem er nogle eksempler, fortæller Runar Hollevik.

Modsat Dagrofa i Danmark tilbyder Norgesgruppen onlinehandel i Meny, Spar og Joker i Norge.

Samtidig fortæller koncernchefen, at Norgesgruppen ligeledes har videreudviklet madløsninger til farten og oplevet en god udvikling i conveniencekoncepterne Deli de Luca, Mix og Jafs.