Dagrofa ansætter ny kategoridirektør

Foto: Dagrofa

Dagligvarekoncernen Dagrofa offentliggør i dag i en pressemeddelelse ansættelsen af Hans Holmstedt som ny kategoridirektør.

Han bliver dermed ansvarlig for en nøglefunktion i eksekveringen af Dagrofas vækststrategi på det danske detailmarked.

Hans Holmstedt kommer fra en stilling som indkøbsdirektør og medlem af koncernledelsen i svenske Axfood – en post han har haft i fem år. Axfood er en svensk dagligvaregigant, som omsætter for 41 mia. svenske kroner årligt i butikskæderne Willys og Hemköp samt grossistforretningen Närlivs. Axfood er den næststørste spiller på det svenske dagligvaremarked og vækstede i 2015 med mere end 7 procent.

– Jeg er yderst tilfreds med, at vi har kunnet tiltrække en så dygtig og erfaren profil. Jeg ser frem til at byde Hans Holmstedt velkommen i Dagrofas koncernledelse. Med hans tilgang får vi en stærk kapacitet med tung erfaring fra detailhandlen, som har gjort det ekstremt godt hos Axfood. Dagrofas igangværende transformation stiller store krav til netop kategorifunktionen, og Hans Holmstedt får en nøglerolle i at sikre, at vores kategoriorganisation er 100 procent fokuseret og klar på de opgaver, der ligger lige foran os, siger Per Thau, koncernchef i Dagrofa.

Som ny kategoridirektør får Hans Holmstedt bl.a. til opgave at sørge for, at varesiden af forretningen understøtter Dagrofas strategiske fokus på detailforretningen.

Der er endnu ikke fastsat en præcis dato for, hvornår den nye kategoridirektør starter, men det bliver senest den 1. september 2016.