Coops egne varer skal ud af dåserne

Som led i Coops nye emballagestrategi skifter virksomheden dåserne i sine egne varemærker, Änglamark og Coop, ud med såkaldte bricks, der primært består af fibre

Foto: Colourbox

Flåede tomater og de fleste andre former for konserves fra Coops private label mærker som Änglamark og Coop skal skal ikke længere være emballeret i dåser.

Fødevarerne fyldes i stedet i såkaldte bricks, der primært består af fibre (pap/papir).

– Med et årligt salg på mere end 12 mio. dåser, vil det formentlig være det emballage-skifte i dansk dagligvarehandel, der har størst betydning for miljøet i mange år, siger CSR-direktør i Coop, Signe D. Frese.

De første varer er allerede i butikkerne nu. Og i løbet af de kommende 12 måneder vil de fleste emballager være skiftet ud.

Den store miljømæssige fordel er, at man skifter fossile materialer, der ikke er fornybare, ud med fibre, der let fornys. Dertil kommer, at der betydelige klimamæssige besparelser, når varerne skal distribueres fra emballageproducent til fødevareproducent, fra producent til lagre, og fra lagre til butikker. For den firkantede form gør, at de kan pakkes langt mere effektivt, og man transporterer mindre ”luft” mellem varerne, lyder det fra Coop.

Den eneste ulempe ved bricks er ifølge dagligvarekoncernen, at de trods et stort potentiale, i øjeblikket ikke bliver genanvendt alle steder i Danmark.

DEL
Forrige artikelSpar Klitmøller udvider for millioner
Næste artikelDansk Erhverv vil kriminalisere unges køb af tobak
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.