Coop vil sammensmelte onlinehandel med fysiske butikker

Coop.dk Mad vil styrke nethandlen gennem Coops 1100 fysiske butikker

Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Endnu er Nemlig.com den største spiller på det danske dagligvaremarked for nethandel, men om få år vil Coop indtage positionen.

Det mener i hvert fald Morten Viktor, kommerciel direktør for Coop.dk Mad.

Et vigtigt skridt i at styrke forretningen med dagligvarer over nettet, tog Coop i sidste uge, så virksomheden nu tilbyder kunder i Københavns-området at få leveret deres bestilte varer samme dag, hvis de bestiller på Coop.dk Mad før kl.12.

Coop.dk Mad leverer i dag i hele landet og forventer at udbrede dag-til-dag levering til andre egne senere på året. Sidste år oplevede Coop.dk Mad en vækst på mere end 50 pct., og Morten Viktor forventer en vækst noget nær samme niveau i 2018.

– Det er klart, at leveringen betyder meget for kundernes samlede indkøbsoplevelse. Det har ikke været nemt at skifte fra PostNord, men nu har vi for alvor rettet op på leveringen med færre kald til kundeservice og en Trustpilot-score, der hele tiden går op.

– Vi kunne godt skabe endnu mere vækst, men vi vil hellere gøre det på den intelligente måde, så det hænger sammen og giver mening for hele Coop. Vi forventer derfor en vækst på niveau med 2017, måske lidt under, siger Morten Viktor.

Skal udnytte butikkerne

Ifølge Morten Viktor er det ambitionen at smelte Coops ca. 1100 butikker og onlineforretningen endnu tættere sammen for at kunne leve op til kundernes stigende krav om hurtig og fleksibel levering indenfor specifikke tidsrum alle ugens dage.

– Vi har allerede transporteret mange af varerne ud tæt på kunderne via vores butikker, og der er en enorm styrke i vores fremskudte forsyningslagre, som vi skal have udnyttet bedre, så det både gavner kunden, Coop og den enkelte lokale butik.

– At kunne levere samme dag alle ugens dage vil gøre det endnu mere convenient for kunderne. Og det er det, det handler om: at kunne levere kvalitet og convenience, siger Morten Viktor.

Når Coop for alvor formår at sammenkoble onlineforretningen med de fysiske butikker, mener Morten Viktor også, at Coop.dk Mad vokser sig større end Nemlig.com.

Coop.dk Mad har endnu ikke rundet 1 mia. kr. i omsætning, som det ifølge stifter og adm. direktør Stefan Plenge er tilfældet hos Nemlig.com. Morten Viktor forventer, milepælen først nås om nogle år.

– Jeg tror ikke, det sker i 2019. Vi skal heller ikke nå milliarden for enhver pris. Vi varetager vores medlemmers interesser, og i takt med at de gerne vil handle dagligvarer online, kan vi skrue mere og mere op for forretningen. Vi vil hellere udvikle forretningen, så det hænger sammen og giver mening for hele Coop, siger han.

Onlinehandel kan styrke butikker

Skal Coops onlinemission lykkedes, kræver det, at de lokale butikker ser nethandlen som en mulighed frem for en trussel, og Morten Viktor er overbevist om, at Coops butikker kan se fornuften i at satse på nethandel.

– Det nytter ikke noget, at Coops butikker stopper ved den fysiske tilstedeværelse. Butikkerne skal også være til stede online, ellers mister de omsætning lidt efter lidt. Onlinehandel kan derimod styrke butikkernes kundegrundlag og kunderelationer. Vi skal levere hjemme, men også tilbyde click & collect. Vi skal have fokus på kunden og være hele Danmarks onlinesupermarked, siger han.