Coop vil sælge forsikringer på nettet

Dagligvarekoncernen går i samarbejde med Topsikring

Fra Coops medlems-app

Dagligvarekoncernen Coop går nu ind på forsikringsmarkedet og vil sælge forsikringer via nettet. Det sker i samarbejde med Topdanmark.

Kunderne skal kunne handle via Coops app, som 800.000 medlemmer ifølge Coop har downloadet. Forsikringerne giver samtidig bonus.

– Også når det gælder forsikring, foretrækker mange at orientere sig og handle digitalt, når det passer dem. Men forudsætningen er, at det er nemt, enkelt og attraktivt. Derfor har vi skræddersyet processer og produkter, så Coop -medlemmerne nu også kan få attraktive forsikringstilbud med bonus og købe dem direkte på Coops app, som de allerede anvender, siger Anders Mittag, direktør for medlemsprogram & Digitale Kanaler i Coop.

Den første forsikring, der bliver udbudt i Coop Forsikringer, er bilforsikring, men Coop forsikringer vil blive udbygget med flere produkter den kommende tid.

– Allerede i 2018 vil vi lancere endnu en forsikring i Coop Forsikringer og inden for få år vil vi kunne tilbyde de fleste af de forsikringer, som en husstand har brug for, siger forretningsudviklingschef i Topdanmark Thomas Enna.

Ambitionen er flere end 50.000 kunder i Coop Forsikringer inden fem år.