Coop vil også gemme tobakken væk

Mindre end et døgn efter at Salling Group og Rema meldte ud, at de gemmer smøgerne væk under disken, følger Coop efter

Foto: Colourbox

Først kom Rema 1000 på banen og meddelte, at kædens butikker fra 2019 ikke længere har synligt tobak i butikkerne. Kort efter kom en tilsvarende melding fra Salling Group, der dog er klar 1. oktober.

Læs også: Kapløbet om at skjule smøger kan kun tabes

I første omgang lød det fra Coop, at koncernen endnu ikke ville melde ud, hvad Coops kæder vil gøre, men senere har informationsdirektør Jens Juul Nielsen sagt til Politiken, at Coop følger efter.

Han vil dog ikke sætte nogen dato på endnu.

– Vi kommer også til at skjule tobaksvarerne, det er helt i pagt med den sundhedsstrategi, vi har lavet. Og vi synes, det er positivet, at andre i branchen tager de her initiativer. Det er supergodt, siger Jens Juul Nielsen, der også fortæller, at Coop har haft en tobaksstrategi siden 2016.

Dagrofa sagde i går til Dansk Handelsblad, at koncernen vil tilbyde købmændene nogle løsninger, så Dagrofas kæder ligeledes kan gemme tobakken.

Originalartikel