Efter bøder og påbud: Coop fraråder butikker at ansætte unge under 15

Ungarbejdere under 15 år koster dyrt for Coop. Derfor opfordres butikkerne til ikke længere at ansætte dem

Fremover bliver det ikke ungarbejdere under 16, som fylder varer op i Coops butikker. Det er for dyrt, når Arbejdstilsynet kommer. Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Børn tager ikke skade af at gå til hånde, men fremover bliver det næppe i nogen af Coops 1200 butikker.

I hvert fald opfordrer Coops arbejdsmiljøchef, Thomas Hermann, butikkerne til at  lade være med at ansætte flere ungarbejdere i alderen 13-15 år i fremtiden. Det skriver DR.

– Det er simpelthen for stor en risiko og for dyrt at få påbud og bøder fra myndighederne, siger han.

– Meldingen til vores butikker er, at de fremover skal lade være at ansætte unge, der går i folkeskolen, i butikkerne. Vi oplever et øget fokus fra Arbejdstilsynet på denne målgruppe. Vi har set bøder så store, at de vækker genklang i hele organisationen. Derfor er vi nødt til at rådgive butikkerne til at være på sikker grund, siger Thomas Hermann til Ritzau.

Læs også: Hver tredje ungarbejder skal forlade jobbet ved det fyldte 18 år

Fem påbud i år

Sidste år gav Arbejdstilsynet Coop otte påbud, mens i år indtil videre har budt på fem påbud.

Han ser en skærpelse af tilsynets måde at tolke arbejdsmiljøreglerne, men sådan vurderer man det ikke i Arbejdstilsynet.

– Vi ser, at unge arbejder med farlige maskiner, det kan være en flaskeautomat, da der er en risiko for at komme til skade, og det kan udløse et påbud, siger tilsynschef Lars Tue Toft fra Arbejdstilsynet til DR.

Rettelse: Af en tidligere version af artiklen fremgik det, at Coop vil fyre nuværende ansatte i alderen 13-15 år. Dette er ikke tilfældet. Coop råder butikkerne til ikke fremover at ansætte unge under 15 år, men opfordrer ikke til at fyre allerede ansatte i denne aldersgruppe, understreger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen over for Dansk Handelsblad.