Coop strammer krav til legetøj

Alt legetøj, der indeholder kemi, skal fra i dag varedeklareres, hvis det skal sælges i Coops butikker

Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Coop har besluttet at indføre varedeklarationer på al legetøj, der indeholder kemi, som for eksempel sæbebobler, slim og modellervoks. De nye krav til leverandørerne træder i kraft i dag, oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Dermed har Coop valgt at gå et skridt længere end lovgivningen, hvor det i dag ikke er et krav, at en importør skal være i besiddelse af al dokumentation fra producenten.

Og Coop køber det meste af sit legetøj af danske importører og grossister, der typisk får varerne produceret i Kina.

– Set i lyset af den seneste tids triste sager med legetøj med ulovligt indhold af skadelige kemiske stoffer, ønsker vi i højere grad at sikre os, at vores leverandører kun leverer legetøj, som er grundigt kontrolleret og analyseret, samt har den fornødne dokumentation, siger kvalitetschef i Coop, Malene Teller Blume.

Strammet regler

Coop udvider fremover stikprøvekontrolprogrammet på de danske leverandører og beder om fuld teknisk dokumentation på udvalgte produkter.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har tidligere afvist at indføre regler om varedeklarationer på legetøj, men at reglerne allerede er strammet op, så det fra næste år vil betyde alvorlige sanktioner for importører, der sælger ulovligt legetøj.