Coop skodder tobakskænderi

Efter beskydninger frem og tilbage mellem detailkæmperne Coop og Salling Group, indstiller Coop nu skyttegravskrigen om indsatsen mod rygning

Der var ellers lagt op til en rask lille ballade om synlig tobak på butikshylderne, men den er nu afblæst af Coop. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Der er indtil videre sat punktum i diskussionen mellem Coop og Salling Group, som hver især beskylder den anden part for hykleri i forhold til synlig tobak i butikkerne.

I sidste nummer af Dansk Handelsblad kom Coops adm. direktør, Peter Høgsted, i en kommentar med en kraftig opfordring til politikerne om at regulere forholdene for tobaksalg, så der er lige vilkår for alle tobakforhandlere – altså at det ikke er nok, at enkelte forhandlere pakker tobakken væk, mens andre lader den stå fremme.

Samtidig langede han ud efter både Reitan og Salling Group. Reitan, fordi man vil fjerne synlig tobak fra Rema 1000, men ikke fra 7-Eleven. Salling Group, fordi man fjerner den synlige tobak fra hylderne i de danske kæder, men ikke de udenlandske butikker.

Læs også: Kommentar: Her er en sag hvor politikerne også må bidrage!

Færdigt kapitel for nu

Det fik Salling Groups ansvarlighedsdirektør, Jonas Schrøder, til at svare igen i et debatindlæg, som kan læses i næste udgave af Dansk Handelsblad.

Han peger fingeren tilbage på Coop og spørger, hvornår Coop selv har tænkt sig at fjerne den synlige tobak fra hylderne i de kæder, hvor det kan gøre en forskel.

Men her slutter festen – i hvert fald i denne omgang. Foreholdt kritikken fra Salling Group svarer Peter Høgsted:

– Jeg tror ikke, Jonas Schrøder har sat sig ind i, hvad Coop gør – og måske heller ikke den problemstilling, vi påpeger – og ellers har vi kun ros tilovers for Dansk Supermarkeds (Salling Group, red.) initiativ.

Læs også: Debat: Hvornår gemmer du tobakken væk, Høgsted?

7-Eleven holder sig ude af debatten

7-Eleven har hidtil holdt sig uden for kamparenaen, og den politik holder Reitan Convenience, der ejer 7-Eleven i Danmark, fast i.

Adm. direktør Jesper Østergaard ønsker ikke at gå ind i den offentlige debat om tobakken mellem blandt andre Coop og Salling Group.

– Men derimod vil jeg gerne på vegne af 7-Eleven tilkendegive, at vi gerne ser, at ændringer reguleres fra politisk hold, så det sikres, at alle har det samme regelsæt at arbejde ud fra, siger han.

Læs også: Salling Group: Tobakstiltag er ikke et PR-stunt