Coop skærper kamp om måltider for milliarder

Dansk Handelsblad sætter i en artikelserie med start i denne udgave fokus på kampen om måltiderne.

Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Unge køber hellere takeaway end færdigretter. En ny Coop-analyse viser, at takeaway er mest til de unge og til familier med børn i husstanden, og netop takeaway-markedet bliver dagligvarehandlens nye kampplads.

For dagligvarehandlen og leverandørerne er det vigtig viden, for i fremtiden vil flere danskere betale for, at andre vil lave aftensmaden for dem. Det har man for længst opdaget i udespisningssektoren, hvor både restauranter og takeaway har oplevet hele den vækst, som er smuttet uden om dagligvarebutikkerne i flere år.

Det er væksten fra færdige måltider, som dagligvarehandlen for alvor gør sig klar til at hente en større bid af, og hvis dagligvarehandlen skal få en større del af vækstmarkedet, skal handlen vide, hvad forskellige forbrugergrupper efterspørger.

Dansk Handelsblad sætter i en artikelserie med start i denne udgave fokus på kampen om måltiderne.

Danskernes madvaner gennemgår i disse år store forandringer, hvor stadig flere danskerne bruger penge på at spise ude eller købe takeaway.

Coops nye analyser viser, at omkring 15 pct. af danskerne – svarende til hver syvende forbruger – spiser aftensmad enten på restaurant, som takeaway eller som måltidsløsninger fra et supermarked.

Dermed står dagligvarehandlen over for en af de største udfordringer i 40 år. Mens dan-skernes forbrug i dagligvarebutikkerne holder et stabilt niveau stort set uden vækst, sidder pengene anderledes løst, når et stigende antal danskere vælger at få andre til at lave maden.

10 mia. fra supermarkeder

Et stort udsnit af danskerne føler sig presset på tid i det daglige, og mange synes samtidig, at det er besværligt at købe ind til at tilberede måltiderne hjemme. Derfor betaler flere for nemme måltidsløsninger – de spiser ude, de tager færdiglavet mad med hjem eller de får leveret måltidskasser, som letter madlavningen i det daglige.

Coop har allerede rettet søgeren mod det store takeaway-marked. Koncerndirektør Gregers Wedell-Wedellsborg siger, at forbrugerne har flyttet indkøb fra supermarkederne til takeaway og færdigmad for omkring 10 mia. kr.:

– Det, vi kan se i vores undersøgelser, er, at cirka en gang om ugen spiser danskerne enten færdigretter eller takeaway. Og vi tror, der kommer flere og flere af de dage, hvor man har brug for den hurtige løsning.

Tilbuddene er mangfoldige, når danskerne vælger nemmere måltidsløsninger. Takeaway-markedet gennemgår i disse år en stor udvikling fra hovedsageligt at være en færdigbagt pizza til at være et rigt udvalg af etniske måltider og sunde alternativer.

Salget inden for takeaway-markedet er de seneste fem år steget med 30 pct. Restaurant-sektoren vokser med 9 pct. årligt, og leverandørerne af måltidskasser ser vækstrater på over 25 pct.

Dagligvarehandlen står stadig for omkring 85 pct. af salget af fødevarer til danskernes aftensmad. Udfordringen for handlen er, at hele væksten ligger et andet sted – nemlig på markedet for måltidsløsninger.

DEL
Forrige artikelNu er der lokale penge i 50 købmandsbutikker
Næste artikelÆgte kærlighed
Henrik Denman
Uddannet som journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1983. Har skrevet om dagligvarehandel og detailhandel generelt siden 1986, først som redaktør af fagbladet DetailBladet 1986-2007 og siden 2007 som journalist på Dansk Handelsblad. Skriver nyheder og reportager.