Coop opkøber halvdelen af Catering Danmark

Coop investerer i det hastigt voksende måltidsmarked med opkøbet af 50 pct. af Catering Danmark

Et lavere salg samt større investeringer betyder, at Catering Danmarks overskud er vendt til et underskud. Foto: Catering Danmark

En af de hastigt voksende virksomheder i levering af festmad, måltidskasser og frokostordninger, Catering Danmark, er delvist blevet solgt til Coop.

Catering Danmark har hidtil været ejet af Færch & Co. Kapital, der fortsat vil eje 50 pct. af selskabet, som har ca. 130 medarbejdere og en omsætning på over 200 mio. kr., oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Coop fortæller, at formålet med investeringen er at udvide tilbuddet af færdige måltidsløsninger til hverdag og fest over hele Danmark.

Bedre tilbud til forbrugerne
– Danskernes madvaner er under hastig forandring. En stadig større andel af måltiderne bliver enten spist på restaurant, som take-away, som måltidsløsninger købt i supermarkedet eller leveret direkte til hjemmet. Med denne investering vil vi stærkere ind på det marked, og udvikle flere og bedre tilbud til forbrugere, der både vil have kvalitet og nemmere løsninger, siger koncerndirektør Jens Visholm fra Coop.

Catering Danmark driver koncepterne Kokkens Hverdagsmad, Kokken & Co., Kokken & Jomfruen, Brunchtid og Smageriet.

Dermed leverer Catering Danmark både måltidskasser til private, frokostløsninger til virksomheder samt brunch og selskabsmad til festlige lejligheder.