Coop laver Virtual Reality-oplæring af ansatte

Som den første detailkoncern i Europa introducerer Coop nu VR-oplæring til medarbejderne

Nu skal Virtual Reality bruges i Coop-kæderne til at oplære nye medarbejdere. Illustration: Ulrik Samsøe Figen

For at lave en oplæring, der huskes, præsenterer Coop nu Virtual Reality som redskab til at lære nye medarbejde op. Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

- Vi vil gerne give vores mange, helt unge medarbejdere en sjov og motiverende start på jobbet i Coop. Derfor har vi valgt en ny teknologi, som de unge måske kender fra digitale spil, men som de i hvert fald ikke forbinder med at skulle lære noget. Med VR-træningen spiller de sig til en viden, som sætter fokus på at gøre en positiv forskel for Coops kunder,” siger senior HR-konsulent i Coop Anne Rahbek i pressemeddelelsen.

Skal ud i alle butikker

Træningen foregår ved, at medarbejderen får et par VR-briller på, og i en app udviklet til Coop skal medarbejderen spille sig igennem en dag på arbejdet. Medarbejderen optjener point ved at få tilfredse - virtuelle - kunder.

Det nye koncept er rullet ud i ti butikker og bliver brugt til at træne salgselever på skoleophold. Efter planen skal VR-træningen ud til alle butikker i løbet af 2018.

Coop er den første kæde i Europa, der introducerer Virtual Reality til træning af medarbejdere, mens Walmart i USA for nylig har taget metoden i brug.

Også DTU's center for digital læringsteknologi har involveret sig for at undersøge effekten af at inddrage Virtual Reality i læringssituationer, skriver Coop.