Coop lancerer nye produkter til farten

Coop udvider sine afdelinger for færdigmad med måltider til både morgen og frokost. Måltidsmarkedet 2.0 bliver lanceret i over 400 butikker

Coop udvider sortiment af convenience-produkter indenfor morgenmad og frokost. Arkivfoto: John Ehbrecht

Danskernes spisevaner er under hastig forandring. Stadig flere køber færdigmad i løbet af dagen, som de spiser, mens de er på farten.

Det er baggrunden for, at Coop nu udvider sine afdelinger for færdigmad med måltider til både morgen og frokost.

Afdelingerne, der hedder Måltidsmarked, blev åbnet for to år siden med aftensmad fra bl.a. Meyers og Cofoco. Og nu åbner Måltidsmarked 2.0 i over 400 butikker i Kvickly, SuperBrugsen, Irma og udvalgte Dagli'Brugsen.

Om morgenen vil kunderne f.eks. kunne købe rawgrød, rugbrødsboller og palæobrød, mens udvalget til frokost blandt andet byder på sandwich, proteinsalater og måltidssalater. Hertil kommer et udvalg af snacks.

”Vores Måltidsmarked med aftensmad, som vi lancerede i januar 2016 er blevet en stor succes. Samtidig viser vores analyser, at danskernes spisevaner er under hastig forandring, nu også både til morgen og til frokost. Med dette tiltag vil vi have en større del af dette marked ved at tilbyde kvalitetsprodukter til fornuftige priser,” siger kategorichef Heidi Steen, Coop, i en pressemeddelelse.

55 pct. køber frokost på farten hver måned

15 af 23 frokostløsninger i sortimentet bliver leveret af Catering Danmark, og Coop oplyser, at satsningen på flere convenience-produkter er et af de første synlige resultater af, at Coop sidste år købte halvdelen af cateringselskabet.

En ny undersøgelse fra Coop Analyse i januar 2018 viser, at 42 pct. af de adspurgte køber morgenmad på farten mindst en gang om måneden, heraf 15 pct. mindst en gang om ugen.

Desuden køber 55 pct. frokost på farten mindst en gang om måneden, mens 15 pct. ligeledes køber frokost på farten mindst en gang om ugen.

Coop har en ambition om at tage en større andel af den 60 mia. kr. store omsætning, som forbrugerne i dag bruger på udespisning og take-away.

Derfor meldte Coop for et par måneder siden ud, at man ville sælge endnu flere morgenmads- og frokostprodukter til forbrugerne på farten.

Coop vil sælge morgenmad og frokost