Coop indleder jagten på årets lokale vare

Topkokke udvælger produkter til finalen, der finder sted i Gudhjem på Bornholm den 23. juni

Nu indleder Coop jagten på årets bedste lokale vare, der skal findes i de tre kategorier mad, drikke og konfekture.

Konkurrencen er sat i gang sammen med landets største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem, og det er topkokkene Thomas Rode, Mikkel Maarbjerg og Francis Cardenau samt kogebogsforfatter Trine Hahnemann, der vil smage, teste og vurdere de enkelte produkter for at finde de rette til finalen.

Prisen gives til en lokalt forankret producent, der har skabt et nyt innovativt produkt eller tænkt i nye baner i forhold til afsætningsmuligheder, og allerede nu opfordres alle landets producenter inden for mad, drikke og konfekture til at tilmelde sig.

Vinderne af produktpriserne får hver en kontant præmie på 5.000 kroner. De får desuden tilbudt et møde med Coop om mulighederne for fremadrettet samarbejde, herunder testsalg af finaleproduktet i tre lokale Coop-butikker (SuperBrugsen, Dagli’Brugsen eller Kvickly).

Tilmelding skal ske online senest den 4. maj 2018.