Coop frasælger stor grund til ejendomsudviklingsselskab

Ejendomsudviklingsvirksomheden Casa Nord har i samarbejde med CEC Group indgået aftale med Coop Danmark om køb af en byggeret til boliger på 14.300 kvm. i Albertslund

Coop Danmarks hovedsæde i Albertslund. Foto: Coop

Casa Nord har med overtagelse d. 31. december 2017 erhvervet knap 24.000 kvm. grundareal beliggende syd for Coops hovedkvarter i Albertslund. Ejendommen udstykkes fra Coop Danmarks hovedejendom beliggende Roskildevej 33 Albertslund for at give plads til udviklingen af et boligprojekt med ca. 150 boliger.

Lokalplanen er netop blevet endelig vedtaget og giver mulighed for samlet 14.300 kvm. boliger fordelt på ca. 6.300 kvm rækkehuse i størrelsen 120-130 kvm og ca. 8.000 kvm lejligheder i størrelsen 65-110 kvm.

”Vi vil gerne sige tak til Coop Danmark for et godt og konstruktivt forløb i forbindelse med handlen, og vi ser frem til at indgå i et samarbejde med Albertslund Kommune om udformningen og realiseringen af projektet”, udtaler adm. direktør i Casa Nord, Torben Røsler.

Flere frasalg i vente
Også hos Coop Ejendomme glæder udviklingschef Flemming Møller Hansen sig over salget af byggeretten, der har skabt interesse fra flere forskellige investorer.

”Coop Ejendomme har sammen med arkitektfirmaet Aarstiderne udarbejdet denne lokalplan, og vi har oplevet et godt og positivt forløb med Albertslund kommune forud for salget, hvor EDC Erhverv ved Poul Erik Bech har stået for udbuddet af projektet", siger Flemming Møller Hansen fra Coop Ejendomme, der har endnu flere salg af byggeretter i pipelinen:

”Dette er det første store boligprojekt, som bliver realiseret efter frasalg af en Coop-grund, og vi har været positivt overrasket over den store interesse, investorerne har udvist for dette projekt", lyder det fra Flemming Møller Hansen, der i samme ombæring oplyser, at Coop Ejendomme p.t. arbejder med fem projekter, som inkluderer salg af byggeretter.

Casa Nord forventer at kunne igangsætte byggeriet primo 2019.