Coop-formand varsler flere butikslukninger

Butikslukninger er en del af Coops hverdag, siger Coops formand Lasse Bolander. Hvor mange lukninger, der venter, er endnu uvist

Flere butikslukninger er på vej i Coop, lyder udmeldingen fra bestyrelsesformand Lasse Bolander. Foto: Coop

Coop har senest offentliggjort lukningen af 10 Irma-butikker, men flere butikslukninger kan være på vej i Coop, forlyder det fra den genvalgte formand Lasse Bolander.

– Butikslukninger er ikke en del af vores strategi. Det er en del af hverdagen. Vi arbejder efter det, vi kalder gartnerprincippet, hvor man hele tiden går og klipper på buskene for, at de står godt. Vi skal nogle gange investere i nye butikker og andre gange lukke butikker. Vi har jo været ude og lukke nogle Irma her i foråret. Og ja, vi kommer til at lukke flere i de kommende år. Det er der ikke nogen tvivl om, siger Lasse Bolander.

Ifølge Dansk Handelsblads oplysninger er der allerede udarbejdet en intern meddelelse i Coop med mulige, kommende butikslukninger.

Listen tæller ikke blot butikker i Fakta og Dagli’Brugsen, men omfatter også enkelte Kvickly og SuperBrugsen.

Konkrete tal for de fremtidige lukninger vil Lasse Bolander ikke ud med.

– Hvor mange, det er, kan vi ikke sige, for vi har ikke en fast plan for det, men der kommer til at blive lukket nogle. Det har vi altid gjort, og det bliver vi nok også ved med at gøre, fordi vi har en butiksstruktur, der gør, at nogle butikker måske har ligget det samme sted i 40, 50, 60, 70 år. Det kan jo godt være, de ligger et sted, hvor det ikke giver mening at drive butik længere, siger han.

Frygter stigende omkostninger

Især de selvstændige brugsforeninger frygter, at endnu flere butikslukninger i Coop medfører højere bidragsomkostninger for de enkelte butikker, da der af gode grunde bliver færre til at betale de fælles omkostninger.

Derfor vil Coop også arbejde på at bringe de fælles omkostninger ned.

– Det er rigtigt, at jo færre butikker til at dele omkostningerne, jo højere er det. Men det ved vi godt, og det er også derfor, der skal endnu mere tryk på at bringe fællesomkostningerne ned, fortæller Lasse Bolander.