Coop-familie i krise søger forsoning

De oprørske brugsforeninger kræver ikke længere, at Coops adm. direktør Peter Høgsted skal gå af

Coops adm. Peter Høgsted svarer på spørgsmål fra medierne efter valgsejren til Lasse Bolander. Foto: Ulrik Samsøe Figen

Tonen har været uforsonlig under formandsvalget i Coop Amba, hvor hovedparten af de 345 selvstændige brugsforeninger har angrebet formand Lasse Bolander for at have svigtet opgaven med at styrke kerneforretningen.

Efter en ny valgsejr til den genopstillede formand har der dog lydt anderledes forsonlige toner mellem de stridende parter.

– Både på skrift lige før valget og på landsrådsmødet har jeg rakt hånden ud. Formændene for kædeforeningerne og talsmændene var til stede, og det samme var formanden for Brugsforeningens Arbejdsgiverforening, så de har hørt det allerede. Og jeg er ret sikker på, at de kvitterer for det. Bolden ligger på begges banehalvdel, men nu har jeg rakt ud, siger Lasse Bolander.

Der har været spekulationer fremme om, at en forsoning mellem parterne ikke kan lykkes under den nuværende adm. direktør Peter Høgsted, men det afviser talsmanden for Brugsforeningens Arbejdsgiverforening (BA).

– Det, vi har på ønskesedlen, er, at vi skal have et konstruktivt samarbejde mellem brugsforeningerne og Coops direktion samt bedre muligheder for at drive butik. Hvis det kan lykkedes med Peter Høgsted, så ser vi ingen umiddelbar grund til at få ny adm. direktør, siger Søren Tang Sørensen, konstitueret formand for BA.

Presset på parterne på at finde en farbar vej ud af den dybe konflikt, er ikke blevet mindre af, at Coop taber terræn på dagligvaremarkedet.

Coop oplyser i årsregnskabet en markedsandel på 35,8 pct. Det svarer til et fald på ca. 1 procentpoint på et år.

Ifølge Dansk Handelsblads oplysninger har Coop tabt yderligere markedsandele i begyndelsen af 2018.