Allerede i begyndelsen af 2015 skrev Coop under på, at man ville indgå i initiativet, The Supply Chain Initiative.
Siden er alle koncernens aftaler med leverandører blevet gennemgået, processer og juridiske dokumenter tjekket, og medarbejdere er blevet undervist.
På den baggrund er Coop nu blevet optaget i den europæiske sammenslutning, der skal sikre, at handel i dagligvarebranchen sker på en fair måde og efter fælles retningslinier.
– Gennem det seneste år er alle vores forretningsgange blevet gennemgået, og jeg kan med glæde konstatere, at vi ikke har skullet ændre noget væsentligt for at leve op til de fælleseuropæiske spilleregler, siger koncerndirektør Jens Visholm, Coop.
Han forventer ikke, at det i det daglige ændrer afgørende ved samhandelen med leverandørerne. Men nu er der klare og nedskrevne retningslinier, og risikoen for at have meget forskellige forventninger bliver minimeret.
En ny ting er, at der er udpeget en kontaktperson, som leverandører kan kontakte, hvis de føler sig forkert behandlet i forhold til retningslinierne.
I Coop er det Tina Svanberg, direktør for Legal, Governance & Direktionssekretariat.