Coop Bank i lille fremgang

Coops bankforretning gav underskud på 13 mio. kr. i første halvår af 2018

Arkivfoto: Coop

Coop Bank har for første halvår 2018 opnået et resultat som forventet, lyder det i en pressemeddelelse.

Banken kom ud af første halvår med et minus på 13 mio. kr. mod et resultat på minus 19,8 mio. kr. i samme periode sidste år.

Samtidig oplyser banken, at kunderne er vokset med 16 pct. til 122.000 ved udgangen af juni, mens det rentebærende udlån siden årsskiftet er øget med 15 pct. til 887 mio. kr.

– Vi er overordnet set tilfredse med udviklingen i årets første seks måneder. Vi kan konstatere en konstant høj interesse for vores produkter på grund af de lave omkostninger, den gode rente og høje gennemsigtighed, siger adm. direktør Allan Nørholm, Coop Bank.

Coop Bank er for de 1,7 mio. medlemmer af Coop, der kan anvende banken via internet og telefon.

Med et gratis betalingskort fra banken kan kunderne bl.a. få ekstra bonus ved køb i Coop-butikkerne. Banken er desuden næsten gebyrfri.

Forbrugerrådet Tænk Penge kårede i april for andet år i træk Coop Bank som nr. 1, når det gælder forbrugslån.