Carrefours hypermarkeder taber terræn

Det var Sydamerika og de små conveniencebutikker, der trak en begrænset vækst i den franske gigant Carrefour i 2017

Foto: Carrefour

Mens vi må vente et par måneder endnu på de første 2017-resultater fra de danske dagligvarevirksomheder, begynder de at dukke op fra de internationale giganter.

Således har franske Carrefour midt i januar offentliggjort vækst, omsætningstal og driftsresultat fra et år, som koncernen selv karakteriserer som “et overordnet set svært år”. Det har resulteret i en vækst i omsætningen i sammenlignelige butikker på 1,6 pct. – næsten en halvering af 2016s 3,0 pct.

Samtidig faldt det foreløbige driftsresultat med 15 pct. til 2 mia. euro – knap 15 mia. kr.

Op i Brasilien – ned i Kina

På det franske hjemmemarked er Carrefour tydeligvis trængt. De seneste tal fra analysevirksomheden Kantar viser en lille nedgang i markedsandel til 20,5 pct., mens rivalen Leclerc øger afstanden lidt med 21,0 pct. på førstepladsen.

Hjemmemarkedet står med en omsætning på godt 40 mia. euro for knap halvdelen af Carrefours samlede omsætning på 88,2 mia. euro – 657 mia. kr.

Hidtil er det hypermarkederne, som har været hjørnestenen i Carrefours franske forretning, men sidste år blev væksten negativ med -1 pct. Det blev derfor især de små conveniencebutikker, der sikrede en overordnet vækst med en fremgang på 3,6 pct.

I Carrefours store internationale ben var det især i Sydamerika, at det gik fremad – med store vækstprocenter i både Argentina og Carrefours største marked uden for Frankrig, Brasilien. Der var ikke nær så meget fart på i Europa, men dog vækst i alle lande, bortset fra Belgien, mens Carrefour til gengæld mistede omsætning i Kina.

Carrefour investerer milliarder i nethandel

DEL
Forrige artikelFarten går af Lidl i USA – og Tyskland
Næste artikelRema 1000 lukker butik i Fredericia
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.