Gigantbryggeriet Carlsberg benyttede i dag Netto-åbning nr. 500 til at præsentere en ny emballage til bryggeriets store sampakninger af øl på dåse.

Lejligheden var endnu mere oplagt, da bryggeriet og den nye butik er naboer i Carlsberg Byen.

Den plastik, der holder dåserne sammen, er produceret af 50 pct. genbrugsplast, og målet er at gøre andelen større.

– Vi er selvfølgelig super glade for at kunne give danskerne denne lille forbedring i julegave. Genbrugsplast er et af vores første forbrugerrettede bæredygtighedstiltag. Vi har i årevis arbejdet på at gøre vores produktion mere bæredygtig i jagten på at blive CO2 neutrale i 2030, og vi er nu klar til at levere en række konkrete forbedringer helt ud til forbrugerne, siger Jeppe Boel, Marketing Manager for Carlsberg i Danmark.

Omkring 30 pct. af genbrugsplastikken kommer fra Carlsbergs egne bryggerier, imens de sidste 70 pct. kommer fra industriel- eller forbrugsplastik.

De nye initiativer er de første forbrugerrettede tiltag i Carlsbergs bæredygtighedsprogram, Together Towards ZERO, som blev lanceret sidste år med det formål bl.a. at opnå nul CO2-udledning og nul vandspild, lyder det fra bryggeriet.

Læs også: Carlsberg-boss bød Netto velkommen