Butikker mærker stor vækst i Fairtrade-salget

Sidste år steg salget af Fairtrade-produkter med 17 pct. herhjemme, hvor Coop og Dagrofa også melder om tocifrede væksttal

Salget af bananer med Fairtrade-mærket steg ca. 20 pct. i volumen sidste år. Højdespringeren er Fairtrade-kakao med en vækst på hele 78 pct. Foto: Fairtrade Mærket

Forbrugerne køber i stigende grad Fairtrade. Ifølge organisationen Fairtrade steg salget af Fairtrade-produkter herhjemme med estimeret 17 pct. i 2016 til cirka 868 mio. kr., hvor væksten i 2015 var på 9 pct. med en detailhandelsomsætning på cirka 742 mio. kr.

Samlet betyder det, at hver dansker bruger 20 kr. mere på Fairtrade om året, så forbruget nu er på 151 kr.

Ifølge forbrugerekspert Anne Glad er Think Global Act Local kendetegnende for nutidens politisk bevidste forbrugere.

– Den lokale trend har også godt fat i de politiske bevidste forbrugere i disse år. Men på den stribe af produkter fra udlandet som eksempelvis bananer, chokolade og kaffe, som vi nødigt vil undvære, uanset hvor gode vores klimaintentioner er, så er det meningsfyldt, at der i det mindste knytter sig en social og økonomisk bæredygtighed til produkterne, forklarer hun.

Større udvalg

Hos Coop sælger man også flere varer, som Coop selv betegner som “omtankevarer”.

Sidste år steg salget af omtankevarer således med 6 pct. i koncernens butikker og under den betegnelse gemmer der sig en lang række mærker som blandt andet Fairtrade, Svanemærket, Dyrevelfærd og EU Blomsten.

– Vi oplever klart den største stigning i økologi (15 pct.), Fairtrade (ca.15 pct.), miljømærkede fisk (13. pct.), Dyrevelfærd samt miljømærkede varer som Svanen og Blomsten (6. pct.). I kroner og ører er der dog ingen tvivl om, at lang den største del af væksten kan tilskrives økologien, der står for næsten 70 pct. af det løft, vi har oplevet, fortæller Coops CSR-chef Thomas Roland.

Også hos Dagrofa, der tæller kæder som Meny, Spar og Min Købmand, er salget af Fairtrade-produkter som f.eks. kaffe, kakao og bananer voksende.

– Vi oplever en stigende efterspørgsel på Fairtrade-varer. Fra 2015 til 2016 har vi set en vækst på omkring 11 pct., fortæller kommunikationsmedarbejder Maria Noel.

Fairtrade-mærket blev introduceret i de danske butikker tilbage i 1995, og fra et yderst beskedent udvalg er sortimentet i dag vokset til mere end 1.200 Fairtrade-produkter og tæller blandt andet kategorier som vin, honning og marmelader.

– Vores kunder har også fået flere varer at vælge imellem, når de ser efter Fairtrade-mærket i vores butikker. Vores sortiment er udvidet med hele 5 pct., og det er en udvikling, vi forventer fortsætter i fremtiden, siger Maria Noel.

DEL
Forrige artikelFald i salget i BKI Foods
Næste artikelUnilever er inde i en positiv udvikling
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.