Butikkens venner og fjender

Leder af Jesper Veber Knudsen, ansvarshavende redaktør

Foto: Ulrik Samsøe Figen

Når vi kender butikkernes værste fjender - hvem er så deres bedste venner?

I denne uges Dansk Handelsblad gør detailhandelseksperternes nestor, Bruno Christensen, sig til talsmand for at samle landets fysiske detailbutikker i én stor og ny organisation, som på tværs af underbrancher skal slås for murstens-butikkernes interesser i fremtiden - og i sidste ende mod de største internationale e-handlere som amerikanske Amazon og kinesiske Alibaba.

Det er kun et par uger siden, at direktøren for de danske online-detaillister i FDIH, Niels Ralund, her i bladet så de samme fjender - og konkluderede, at den udfordring skulle de danske butikker tage sammen, fysiske butikker og e-handlende i fællesskab.

Men sådan ser Bruno Christensen ikke på det: "Selvfølgelig er enhver form for handel, der afholder forbrugerne fra at komme i butikken en trussel, og dermed er de store nethandelsvirksomheder afgjort en trussel, der i værste fald kan smadre den detailhandelsstruktur, der i dag udgør det altafgørende omdrejningspunkt i vore byer", skriver han.

Bruno Christensen nævner selv et problem i at få de eksisterende brancheorganisationer samlet i et "Butikshandelens Fællesråd", som en forgænger-organisation hed, længe før denne skribent blev født. Men arvtageren til Fællesrådet må vel i grunden være Dansk Erhverv, der i dag favner både murstens- og e-handel.

På Dansk Erhvervs dagsorden er også flere tiltag, der skal styrke danske virksomheder i kampen mod e-overmagten fra den store verden uden for landets grænser. Der er masser af eksempler på, at organisering skaber resultater, som de enkelte medlemmer af en given organisation aldrig nogensinde ville kunne opnå hver for sig.

For et nyt "Butikshandelens Fællesråd" ville der være større samfundsmæssige interesser at arbejde for over for offentligheden. Arbejdspladser er én af dem, der kan skabes både i murstens-butikker og i nethandel. Men et rigt byliv bliver ikke hjulpet på vej af e-handel.

Men sagen er vel også den, at butikkerne ganske vist på nogle områder har fælles interesser - men hver eneste dag konkurrerer de nådesløst med hinanden om at score så store andele som muligt af et forbrug, der for tiden flytter sig andre steder hen.

Som detailhandlende har man grundlæggende underlagt sig en markedslogik, hvor det - også - er alles kamp mod alle. Og den stærkeste vinder. Styrken kan bestå i kapital - det er et langt bedre udgangspunkt at være rig - eller i nye forretningsmodeller, der slår de gamle. Det sidste behøver ikke ligefrem at være baseret på raketvidenskab.

For mange ældre dagligvarebutikker vil det f.eks. ikke være sjovt at få en Rema 1000 ind i nabolaget. Se nu bare på Bornholm, hvor en etableret orden med købmænd, brugser og Netto-butikker, der delte markedet, blev slået i stykker, da regionskommunen lukkede op for flere discountbutikker. Nu er Lidl og Rema 1000 kommet til Bornholm, og de første butikker er lukket i øens "gamle" kæder.

Det interne udskilningsløb blandt butikkerne har altid stået på. Men for bare 10 år siden var virkeligheden måske mindre brutal end nu, lige til forbrugsfesten fik en brat ende med finanskrisen. Ordet "brancheglidning" var den gang mest et plusord for de store dagligvarebutikker, når de snuppede omsætning fra udvalgsvarehandelen. Nu er det sværere at se på, at måltidskasser, take away og lignende æder af butikkernes salg.

Det er næppe en trøst, at der findes brancher, som er hårdere ramt af en ny digitaliseret virkelighed. Jeg kunne nævne Postnord, men mediebranchen, som vi selv er en del af, ligger også lige for.

Coops Danmarks bestyrelsesformand Lasse Bolander sidder også for bordenden i to medievirksomheder, Nordjyske Medier og Information, og det er i den rolle, at han i branchemediet Mediawatch beskriver situationen som "en tur ned af et vandfald med ringe sigtbarhed". "Jeg kommer også i andre brancher, og når de sidder og hænger lidt med hovedet, så siger jeg: så prøv at forestille sig at drive virksomhed i en branche, hvor alle kurver peger nedad. Og samtidig skal du bevare troen på fremtiden – skære ned og rationalisere og sørge for, at de medarbejdere, der er, er motiverede og glade", siger Bolander.

Digitale nyheder kan nok afløse trykte aviser med tiden, men jeg tror ikke på, at e-handel kan udrydde butikkerne. Det kræver dog nok et endnu større mål af omstillingsparathed end nogensinde før i butikkerne - og det kan være sin sag at levere.

Kan en ny, fælles organisation for butikkerne hjælpe i den proces?

Ja, måske. Nu er bolden i hvert fald givet op, og så er det op til andre at gribe den.

DEL
Forrige artikelDagli’Brugsen nærmer sig den sidste trykte tilbudsavis
Næste artikelFlere MobilePay-betalinger i dagligvarekæder
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.