Brancheforening kritiserer “dummebøder” til leverandører

FødevareDanmark langer ud efter de store detailkæder. Efter organisationens mening uddeler de urimelige bøder til leverandørerne ved tilbagetrækning af produkter

Formand for FødevareDanmark, Leif Wilson Laustsen, frygter, at store bøder til leverandører ved produkttilbagetrækning skræmmer dem væk fra at indgå aftaler med de store detailkæder. Arkivfoto: Alex Tran

FødevareDanmark går med en skarp kritik i brechen for sine medlemmer om de aftalevilkår, som medlemmerne må underskrive, hvis de vil i stald hos de store detailkæder.

Brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder inden for fødevaresektoren er utilfreds med, at leverandører til koncerner som Salling Group og Coop bliver afkrævet store beløb, hvis deres produkter må trækkes tilbage.

Ifølge FødevareDanmark er der tale om bøder på helt op til 240.000 kr.

– Bøderne er ude af proportioner. Det har karakter af dummebøder, hvor de store anvender deres magt til at kræve noget urimeligt af de små, siger Leif Wilson Laustsen, formand for FødevareDanmark, i en pressemeddelelse fra organisationen.

Frygter færre leverandøraftaler

Grundlæggende er FødevareDanmark dog enig i, at “fødevareproducenter skal bøde for en tilbagetrækning”.

– Hvis deres produkt af den ene eller den anden grund ikke lever op til Fødevarestyrelsens krav, skal de selvfølgelig betale for det, og også for den udgift, som det påfører detailkæden at informere sine butikker om tilbagetrækningen. Men det kan aldrig beløbe sig til de uhyrlige summer, som vi ser i dag, siger Leif Wilson Laustsen.

Han frygter, at mindre producenter vil fravælge at indgå aftaler med de store kæder af frygt for omfattende, økonomiske repressalier.

– Det er ikke fair samhandel, og i sidste ende går det ud over forbrugerne, da de mindre producenter ikke har råd til at indgå aftaler med de store kæder og i stigende grad afstår fra at gøre det, siger FødevareDanmarks formand i pressemeddelelsen.