Blandede bolcher i halvårsregnskab fra Tesco

Der er lyspunkter for den kriseplagede britiske gigant Tesco i den halvårsrapport, der er blevet offentliggjort her til morgen.

Faldet i det sammenlignelige salg på det britiske hjemmemarked er mindre end tidligere med 1,1 pct. i første halvdel af Tescos skæve regnskabsår, der sluttede 29. august.

Internationalt steg omsætningen med 1 pct.

Samlet set faldt totalomsætningen dog godt 300 mio. pund sammenlignet med samme periode året før – til 23,9 mia. pund, svarende til 241 mia. kr.

Tescos driftsresultat landede på 354 mio. pund – 3,6 mia. kr. Det er en halvering af overskuddet i samme periode året før.

I hele 2014-2015 blev overskuddet dog forvandlet til et giganttab som følge af enorme nedskrivninger på koncernens ejendomme.

Nu lyder Tescos topchef Dave Lewis, der har styret giganten i et år, ret optimistisk:

– Vi har leveret et hidtil uset niveau af forandring i vores forretning i løbet af de sidste 12 måneder, og det virker. Første halvårs resultater viser vedvarende forbedringer på en lang række nøgletal, siger Lewis i sin officielle kommentar.

Fra onsdag morgen var aktiemarkedet knap så imponeret. Tesco-aktien var efter en halv times handel faldet med 4 pct. 

 

På foto: Tescos topchef Dave Lewis.

Foto: Tesco