Black Friday bliver 10 gange større på Wupti

I år 10-dobler Wupti antallet af Black-Friday tilbud

Wupti 10-dobler Black Friday-tilbuddene i år i forhold til sidste år. Screendump: Wupti.com

Black Friday vinder stigende popularitet hos de danske forbrugere, og i år forventes Black Friday atter at sætte omsætningsrekord.

Tilbudsfesten har også haft gedigen vokseværk hos onlinemarkedspladsen Wupti, der er ejet af Dansk Supermarked. Her er Black Friday-tilbuddene 10 gange større end sidste år.

Direktør i Wupti, Michael Ejby, forventer, at netop muligheden for at sidde i fred og ro derhjemme foran tasterne vil få onlinesalget til at eksplodere i årets udgave af Black Friday:

– Vi kan i den grad se, at danskerne har taget Black Friday til sig. Sidste år satte vi rekord på wupti.com, og forventningerne er ikke mindre i år. I år mere end 10-dobler vi således antallet af tilbud på Wupti og giver adgang til landets største Black Friday-sortiment, fortæller Michael Ejby i en pressemeddelelse.

Over 250.000 nye varer
Wupti.com åbnede i sommer op for landets mest omfattende online-markedsplads, Wupti Marketplace, hvor Wupti inviterede alle online-butikker til at sælge deres produkter direkte gennem wupti.com.

Og siden lanceringen er sortimentet på markedspladsen vokset med mere end 250.000 nye varer.

– Vi har siden sommers mangedoblet sortimentet på Wupti med markedspladsen, hvor vi har allieret os med en række af landets dygtigste net-butikker, som sælger gennem Wupti. Og vi er alle sammen klar til Black Friday, hvor vi sørger for, at der er tilbud i forskellige prisklasser, så der er noget til alle, fortæller Michael Ejby.