Bilka udvider bestil og hent til hele kæden

Kunderne køber dobbelt så meget, når de bestiller varer på Bilka To Go. Fra midt i april skal yderligere to varehuse plukke varer. Inden jul er alle med

Screendump fra Bilka to go

Lige før julehandlen begyndte i 2017, introducerede Bilka en bestil og hent-ordning for sine kunder i varehuset i Tilst og Hundige. De næste fire starter i april. Nu er der lagt en foreløbig plan for en udrulning af To Go-konceptet til alle kæden 18 varehuse.

– Handlen stiger overalt til jul, så vi vil meget gerne være klar med alle varehuse, inden julehandlen begynder. De sidste skulle gerne være med ved udgangen af oktober, siger Head of Retail i Bilka, Jacob Fejerskov, der har ansvaret for Bilka To Go.

Fra uge 16 kan kunder i Bilka i Skalborg og Næstved bestille varer på nettet og hente i varehusene, og fra uge 18 er også Vejle og Kolding med.

– Resten kommer henover sommeren og efteråret, men der er endnu ikke sat dato på. Nogle steder skal der laves ekstra svingbaner til den trafik, der kommer ekstra til afhentningsstedet, og nogle steder skal der bygges til. Det kræver alt sammen tilladelser, siger Jacob Fejerskov.

Derudover skal de varehuse, der pludselig også skal plukke varer til netkunder, vænne sig til en ny situation.

– Varehusene skal selvfølgelig lige i den daglige drift indstille sig på, at der pludselig går 20-25 ekstra mand rundt og plukker varer, siger Jacob Fejerskov.

Nye kunder på nettet
Dansk Supermarked vil ikke sætte tal på den omsætning, som Bilka To Go skaber, men Jacob Fejerskov siger, at salget ”er foran det, vi turde håbe på”.

– Og kurven på nettet er dobbelt så stor, som når kunderne kommer i varehusene. Det handler både om, at de gør storkøb – altså køber en kolli flåede tomater i stedet for at købe fire dåser. Men vi kan også se, at de køber lidt mere specielle varer, som kunderne ikke altid når at kigge efter, når de går rundt i varehusene, siger Jacob Fejerskov.

Kædedirektør Mark Nielsen har tidligere sagt til Dansk Handelsblad, at ”forventningen er, at 5 pct. af Bilkas omsæt-ning vil komme fra To Go inden fire år. Det vil betyde en omsætningsstigning på 2 pct. på grund af den forventede kannibalisering”.

– Men vi oplever faktisk, at flere end halvdelen af kunderne er nye kunder. Det ved vi, fordi vi i begyndelsen spurgte alle kunder, om de ville have handlet i varehuset, hvis det ikke havde været via nettet, siger Jacob Fejerskov.

I dag kan kunderne på To Go skabe en indkøbsseddel, der også husker dem på, hvad de køber oftest, og hvor man kan gemme en liste over en række varer, som skal bruges til en given ret.

– Men vi arbejder lige nu på at skabe et mere spændende univers med bl.a. opskrifter, der skal inspirere vores kunder, siger Jacob Fejerskov.

DEL
Forrige artikelLidl vil mindske plastforbruget med 20 pct.
Næste artikelDagrofa trækker Norgesgruppens driftsresultat nedad
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.