Bæredygtighedspris uddeles for 18. gang

Virksomhedsforum for Socialt Ansvar uddeler prisen under en CSR-konference i samarbejde med Dansk Industri.

Foto: DAS BÜRO De to prisvindere får overrakt prisen af H.K.H. Prins Joachim, der gennem en lang årrække har været ambassadør for CSR People Prize.

I 2015 vandt Coops discountkæde Fakta den ene af årets to bæredygtighedspriser for sit arbejde med at integrere mennesker med autisme på arbejdsmarkedet.

Nu skal der igen sættes navn på en vinder af CSR People Prize, når Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA) holder konference om CSR med fokus på ”People, Planet og Profit” i samarbejde med Dansk Industri (DI). Det sker den 7. november.

– Virksomheder spiller en afgørende rolle for at finde nye løsninger på de udfordringer, som verden står overfor. Det er derfor vigtigt, at vi viser de gode eksempler og løsninger skabt af virksomheder, der skaber nye veje til at opnå FN’s nye Bæredygtighedsmål, som vi har stor fokus på i DI, siger Sara Krüger Falk, chefkonsulent hos DI.

Som afslutning på konferencen uddeler VFSA for 18. gang CSR People Prize til en større og en mindre virksomhed, der udmærker sig ved at tage et stort socialt ansvar. Fx ved at forebygge stress og sygdom på arbejdspladsen, fastholde medarbejdere, der har brug for støtte, eller ved at arbejdsprøve og ansætte mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet.

Der er ind til 17. august åbent for indstillinger til årets udgave af CSR People Prize.