Arla vil udbetale hele overskuddet til tørkeramte andelshavere

Mange af Arlas andelshavere er i en svær økonomisk situation på grund af sommerens tørke i Europa. Derfor vil Arla udbetale hele dette års overskud

Arla vil sende hele års overskud i lommerne på selskabets økonomisk pressede andelshavere. Foto: Arla

Med baggrund i den positive udvikling i Arlas finansielle balance har Arlas bestyrelse netop udarbejdet et forslag om at udbetale hele koncernens nettoresultat for 2018 til andelshaverne.

Bestyrelsen anerkender, at mange af Arlas andelshavere er i en vanskelig finansiel situation på grund af sommerens tørke i Europa, og at det derfor er i Arlas bedste interesse at udbetale dette års nettoresultat til andelshaverne.

– Som et landmandsejet selskab bekymrer vi os meget om vores andelshavere, og vi anerkender, at sommerens tørke i Europa har været usædvanlig. Vi foreslår derfor, at der laves dette ekstraordinære tiltag i denne situation. Bestyrelsen er tilfredse med den positive udvikling i selskabets finansielle balance, som gør dette forslag muligt, siger Jan Toft Nørgaard, bestyrelsesformand i Arla Foods.

Bedre balance
Forslaget bliver drøftet på det næste repræsentantskabsmøde i oktober, og en endelig beslutning bliver taget, når årsresultatet bliver godkendt på repræsentantskabsmødet i februar 2019.

– Vores balance er blevet betydeligt forbedret i løbet af de seneste år, og det er styrken i vores balance, som gør dette ekstraordinære initiativ muligt samtidig med, at vi fastholder vores investeringsplaner for den fremtidige vækst i virksomheden, udtaler Peder Tuborgh, adm. direktør for Arla Foods.

Arla forventer, at nettoresultatet for 2018 ligger inden for målsætningen mellem 2,8-3,2 procent af koncernens omsætning.