Arla sætter turbo på sundhedstiltag

Arla vil de kommende år styrke folkesundheden gennem sundere produkter og initiativer målrettet børn og unge

Arla Madlejr. Foto: Arla

Det skal være nemmere at finde balancen i hverdagen. Sådan lyder det fra Arla, der er klar med en ny sundhedsstrategi. Det skal blandt andet ske gennem innovation af nye produkter og ved at inspirere til måder, hvorpå mejeri kan bidrage til en sundere hverdag.

Som Danmarks største fødevarevirksomhed, mener landedirektør Jakob B. Knudsen, at Arla både har et ansvar og nogle særlige forudsætninger for at bidrage til folkesundheden.

– Vi har en fantastisk råvare i form af mælk, som indeholder naturlige næringsstoffer, vitaminer og mineraler som eksempelvis kalk og protein. Samtidig er vi i kontakt med danskerne hver dag og flere gange om dagen, da vores produkter findes i ni ud af ti danske hjem. Det giver os en unik mulighed for at gøre en positiv forskel for danskernes sundhed, når det kommer til at hjælpe med at træffe et balanceret valg, siger han.

Reducerer fedt, salt og sukker
Arlas sundhedsstrategi indeholder en række konkrete målsætninger de kommende år. Eksempelvis vil Arla øge salget af nøglehulsmærkede produkter med minimum 10 pct. frem imod 2020, mens uddannelsesinstitutioner, gymnastik-, sports-, og fitnesscentre og kantiner skal tilbydes et sundere alternativ til mellemmåltider og traditionel fastfood. Samtidig vil Arla sætte yderligere skub i at reducere fedt, salt og sukker i egne produkter.

– Sundhed er ikke et nyt område for os. Vi har allerede fjernet mere end 500 tons sukker fra vores Yoggi-yoghurter og reduceret saltindholdet i vores Danbo-oste med 11 pct., udtaler Jakob B. Knudsen.

Derudover vil Arla også fortsat styrke indsatsen for at ruste fremtidens generation til at sammensætte en varieret kost gennem tiltag som Arla Food Fest og MADlejr.

Således er det Arlas målsætning, at 10.000 elever i 6.-7. klasse skal deltage i Arla Fondens MADlejr i 2025, svarende til 16 pct. af en ungdomsårgang.

DEL
Forrige artikelKlassiker på nye flasker
Næste artikelBilka vil sende familier på skattejagt
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.