Arla nedlægger 140 stillinger

Arla fyrer yderligere 140 medarbejdere som en del af virksomhedens effektiviseringsprogram. Størstedelen af fyringerne rammer hovedkontoret

Der bliver fremover færre medarbejdere på Arlas hovedkontor i Viby ved Aarhus. Foto: Arla Foods

Tidligere i år lancerede det landmandsejede Arla Foods et treårigt program ved navn Calcium der skal opnå besparelser og effektiviseringer for mere end 400 mio. euro, ca. 3 mia. kr., og omdanne Arla Foods til en stærkere og mere konkurrencedygtig virksomhed.

Processen betyder fortsatte effektiviseringer af virksomhedens drift og supportfunktioner, der har foregået siden starten af 2018.

Der er allerede iværksat væsentlige ændringer på tværs af globale funktioner såsom Finance, Legal & IT, Corporate Strategy, Medlemsservice, HR & Corporate Affairs.

Og nu annoncerer Arla Foods yderligere ændringer af en række virksomhedsfunktioner, herunder Markedsføring, Supply Chain Finance, International og HR.

Nedskæringer rammer hovedkontor

I den forbindelse vil yderligere 140 stillinger på tværs af de berørte områder blive nedlagt, meddeler mejerikoncernen i en pressemeddelelse.

– De ændringer, vi annoncerer i dag, vil skabe en enklere og stærkere markedsføringsmodel for vores brands og giver os mulighed for hurtigere at varetage lokale behov, både på vores europæiske kernemarkeder og vores nyere markeder i Asien og Afrika. Det indgår i vores bestræbelser at opbygge tætte relationer til lokale kunder og regeringer for at løse nogle af de større udfordringer i forbindelse med sundhed og bæredygtighed, siger adm. direktør Arla Foods, Peder Tuborgh.

Nedskæringerne rammer fortrinsvis stillinger på virksomhedens hovedkontor i Aarhus, men også et mindre antal stillinger på virksomhedens administrationskontorer andre steder i Europa og Nordamerika.

Som annonceret i august, da Arla offentliggjorde sit halvårsresultat for 2018, bidrager Calcium-programmet allerede nu positivt til selskabets mælkeprisudbetalinger til andelshavere og det samlede finansieringsbidrag forventes langt at overstige prognosen på 50 mio. euro i år.