Arla-nedbrud rammer alle dagligvarekæder

Nedbrud og kvalitetssvigt på Arla-mejeri giver halvtomme kølediske i landets dagligvarebutikker. Leverancerne er først normaliseret indenfor to uger

Der bliver fremover færre medarbejdere på Arlas hovedkontor i Viby ved Aarhus. Foto: Arla Foods

Flere uheld på Arlas mejeri i Brabrand går nu udover leverancerne til landets dagligvarekæder, skriver Jyllands-Posten.

Mejeriet har både været ramt af maskinnedbrud og kvalitetssvigt.

Ifølge Arla Danmarks kommunikationsdirektør Kasper Ipsen Beck begyndte problemerne allerede at opstå i juli. Her måtte Arla tilbagekalde produkter på grund af gærvækst, hvor kilden viste sig at være en underleverandør, der blandt andet leverer frugtkød og vanilje til mejeriet.

I alt har Arla tilbagekaldt produkter fire gange siden juli, og de ekstraordinære kvalitetstjek hos underleverandører og på mejeriet skaber forsinkelser på leverancer af råvarer, der påvirker produktionen. Dernæst har mejeriet været ramt af maskinnedbrud i sidste uge, som i et par dage helt stoppede produktionen af flere varetyper.

Arla har efterfølgende informeret deres kunder om, at “Arla i de kommende dage vil være ramt af store mangler på ovennævnte produkter (Cultura, Cheasy, proteindrikke, Cheasy skyr og Yoggi, red.)”.

Ifølge Kasper Ipsen Beck vil der gå omkring to uger før leverancerne er normaliseret.