Arbejdsnedlæggelser hos Danish Crown rammer kødforsyningen

Over 100 kunder kan ikke få leveret de bestilte varer som følge af arbejdsnedlæggelserne hos Danish Crown. Hilton Foods fortsætter med at producere til Coop

Arbejdsnedlæggelserne kan gå udover udvalget i kølediskene, hvis den strækker sig over længere tid. Arkivfoto

Slagteriarbejdere hos Danish Crown på seks slagterier i blandt andet Horsens, Herning og Skærbæk har nedlagt arbejdet som en direkte konsekvens af urafstemningen om overenskomsterne 2017.

Hele 98 pct. af slagteriarbejderne stemte nej til den nye overenskomst. Samtlige fagforbund under LO blev dog lagt sammen og her var flertallet på 57 pct.

Også slageriarbejdere hos Tican har valgt at nedlægge arbejdet i protest mod urafstemningen, mens medarbejderne hos Hilton Foods, der producerer til Coops butikker, fortsat kører med normal produktion, ligesom der på slagteriet i Hasselager ved Aarhus heller ikke er udsigt til arbejdsnedlæggelser.

Rammer kunder
Arbejdsnedlæggelserne gør ondt på Danish Crown, hvor 100 kunder ikke kan få de bestilte varer, mens mere end 250 landmænd har fået aflyst afhentning af grise til slagtning.

– Det er en rigtig ærgerlig situation, vi står i lige nu. De kommende dage vil vores kunder, og i sidste ende forbrugerne i både Danmark og udlandet, komme til at kigge langt efter vores varer. Samtidig har vores leverandører rigtig mange slagteklare grise gående i deres stalde, så arbejdsnedlæggelsen giver ikke bare Danish Crown problemer, siger Søren F. Eriksen, CEO i Danish Crown Pork.

På grund af de tre helligdage i forbindelse med påsken var Danish Crown mellem to og tre dage bagud med slagtningen af grise allerede inden arbejdsnedlæggelserne. Derfor var kapaciteten øget på slagterierne frem mod sommerferien, men i stedet for at få indhentet det tabte vokser efterslæbet nu time for time, oplyser slagterikoncernen.

 

 

DEL
Forrige artikelKims får salgssucces med chokolade
Næste artikelNye betalingsvaner truer kreditkortet
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.