Apple Pay meldt til Konkurrencestyrelsen

Forbrugerrådet Tænk mener, Apple Pay er konkurrenceforvridende. Det er især låsningen til visa, der møder stor kritik

Logo: Apple Pay

Mere end 50.000 danske forbrugere har på få uger tilmeldt sig betalingsløsningen Apple Pay gennem de to store banker Nordea og Jyske Bank.

Men trods den hurtige udrulning møder betalingsløsningen hård kritik fra Forbrugerrådet Tænk, der mener, at Apple Pay er konkurrenceforvridende og strider imod EU-reglerne.

Apple Pays er koblet op på visa-delen på forbrugernes visa-dankort, og Forbrugerrådet kritiserer netop, at det Apple Pay ikke åbner op for det langt billigere dankort.

Frygter højere priser
Ifølge Forbrugerrådet betyder visa-opkoblingen op imod 10 gange højere gebyrer for en transaktion med Apple Pay end tilfældet er, hvis købet foregik over dankortet.

- Kunderne bliver tvunget over på visadelen af visa-dankortet. Det giver dyrere betaling og bliver dyrere for vores butikker, og det er noget, som kan ende med at gå ud over den pris, vi skal betale for varerne, forklarer Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk, til DR Nyheder.

Jyske Bank oplyser, at ca. 30.000 kunder har tilmeldt sig betalingsløsningen over de seneste tre uger, mens Nordea oplyser, at Apple Pay er den digitale betalingsløsning, der har fået flest tilmeldinger på kortest tid.