Aperol storsælger i Coop

Den italienske likør Aperol sælger mere end dobbelt så meget i Coops butikker i år i forhold til sidste år

Grafik: Coop

Salget af den bitter-søde italienske likør Aperol har aldrig været større i Coop.

Likøren, der ofte blandes med hvidvin, danskvand eller bobler og bliver til Aperol Spritz, drikkes i år mere end dobbelt så meget som sidste år, viser tal fra Coop Analyse.

Ifølge Coop plejer juli at være den måned, hvor der drikkes mest Aperol, men i år har Coop for længst passeret sidste års salgsrekord.

Salgskurven ser ud til at fortsætte opad, og det er ikke kun på grund af vejret, fortæller analysechef i Coop, Lars Aarup.

– Godt nok var sommeren sidste år miserabel, men vi har gennem flere år set danskerne vise mere interesse for den bitre smag. Og i år er Aperol altså blevet årets sommerdrik, siger Lars Aarup.

Bitter smag i sommervarmen

Også salget af andre bitre drikke er steget voldsomt i Coops butikker det sidste år.

F.eks. er salget af tonic, der ofte nydes sammen med gin, steget med 35 pct. siden 2017.

Og salget af øl-sorten IPA (Indian Pale Ale) er steget med 14 pct.  – og er mere end tredoblet siden 2013, ifølge Coop Analyse.