Ansigtsgenkendelse som id-kontrol på vej i Storbritannien

I et nyt forsøg vil kameraer blive sat op ved selvbetjeningskasser i britiske supermarkeder for at tjekke kunders alder, når de køber tobak og alkohol

Flere butikker, bl.a. hos Salling Group, tilbyder, at kunder selv kan scanne deres varer. Foto: Salling Group

Som et nyt greb til at tackle udfordringen med id-tjek af kunder vil der om kort tid blive testet ansigtsgenkendelse ved selvbetjeningskassen i udvalgte britiske supermarkeder. Det skriver den britiske avis The Telegraph.

Et kamera placeret ved selvbetjeningskassen skal ved hjælp af kunstig intelligens estimere kundens alder og dermed godkende køb af alkohol eller tobak.

Dermed kræves det ikke, at kunden registrerer sig med id, som det er tilfældet nu i flere butikker.

Det er endnu uvist, hvilke butikker forsøget vil blive rullet ud i, skriver avisen; men det amerikanske firma NCR, som står bag, servicerer flere af de store kæder som Tesco og Asda med selvbetjeningskasser.

– Vores integration med NCR giver en gnidningsløs og innovativ måde for kunder at bevise deres alder på få sekunder. Det er en enkel proces, som hjælper dagligvarehandlen til at leve op til myndighedernes krav verden over, siger Robin Tombs, adm. direktør i det britiske firma Yoti, som leverer software til den nye id-løsning, til The Telegraph.

Hvis forsøgene går godt, forventes den nye id-kontrol at kunne rulles bredt ud i starten af 2019.