Amazon indtager det amerikanske medicinmarked

Den amerikanske onlinegigant har købt onlineapoteket PillPack i USA i milliardhandel

Foto: Amazon

Amazon har taget et nyt skridt i forretningsudviklingen. Den amerikanske onlinegigant har købt det amerikanske onlineapotek PillPack, rapporterer flere medier.

PillPack leverer ikke kun medicinen, men har også doseret den på forhånd. I kølvandet på offentliggørelsen af handlen faldt aktierne på flere apotekerkæder, skriver bl.a. Financial Times og Washington Post.

Handlen har ifølge Bloomberg stået Amazon i ca. 1 mia. dollar, svarende til omkring 6,4 mia. kr. Det store opkøb forventes at blive godkendt af de amerikanske konkurrencemyndigheder i andet halvår af 2018.