Aldi vinder pristest på økologisk frugt og grønt

I Forbrugerrådet Tænks pristest af økologisk frugt og grønt er den tyske discountkæde billigst

Aldi er det billigste sted at købe økologisk frugt og grønt, viser undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk. Foto: Klaus Sletting

Ikke nok med, at Aldi er debutant i Forbrugerrådet Tænks årlige pristjek på økologisk frugt og grønt, den tyske discountkæde stryger lige til tops på en førsteplads.

– Aldi er igennem et stort u-turn disse år med nye og forbedrede butiksuniverser og et vareudvalg, der i langt højere grad matcher de danske forbrugeres behov. Vi bliver derfor også glade, når vi ser, at vores nye initiativer har en effekt, og at vi nu kan markere os som udbyder af landets billigste økologiske frugt og grønt; blandt andet med vores eget brand ØkoLivet. Og vi har selvfølgelig planer om at fastholde denne prisstrategi og førsteplads, fortæller Finn Tang, direktør i Aldi Danmark, i en pressemeddelelse fra Aldi.

Den samlede pris for 11 økologiske varer fra frugt- og grøntafdelingen er i Aldi-butikker 112,33 kr. Det er næsten 23 kr. billigere end andenpladsen, som også tilfalder en tysk kæde, nemlig Lidl.

En del af ny øko-strategi

Aldi har ikke tidligere været med i Forbrugerrådet Tænks pristjek, da udvalget af økologisk frugt og grønt ikke matchede den varekurv, Forbrugerrådet bruger til sammenligningen blandt 12 udvalgte kæder.

– Den fornemme pris er dermed et resultat af den store transformation, som Aldi er igennem i disse år. Foruden det nye økologiske udvalg er flere butikker i kæden netop blevet bygget om, og Aldi melder, at flere forandringer er på vej, står der i pressemeddelelsen.

Forbrugerrådet Tænks pristjek er baseret på en varekurv med 11 af de mest almindelige slags frugt og grønt, bl.a. gulerødder, æbler og bananer.