Alt grisekød i Netto bliver antibiotikafrit

Fra uge 35 vil det konventionelle grisekød i Nettos kølediske komme fra grise opdrættet uden brug af antibiotika

De to adm. direktører, Per Bank (tv) fra Salling og Jais Valeur fra Danish Crown offentliggør det nye samarbejde, der skal styrke folkesundheden. Foto: Ulrik Samsøe Figen

Overdrevet brug af antibiotika kan på sigt udgøre en reel trussel mod danskernes folkesundhed, da det øger risikoen for udvikling af multiresistente bakterier.

Derfor introducerer Danish Crown nu kød fra grise opdrættet uden brug af antibiotika på det danske marked med opbakning fra Salling Group.

– Som fødevarevirksomhed kan vi præge udviklingen af fremtidens fødevarer. I dag leverer over 40 danske landmænd OUA-grise (opdrættet uden brug af antibiotika) til Danish Crown. Men for at fortsætte udviklingen, så skal OUA-grisekødet også lande i de danske indkøbskurve. Derfor er jeg rigtig glad for, Salling og Netto nu giver danskerne mulighed for at købe OUA-kød, udtaler Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Indkøbsprisen på OUA-kød er højere end på almindeligt konventionelt grisekød, og derfor ser adm. direktør for Salling Group, Per Bank, det som en investering.

– Som Danmarks største detailkoncern har vi i flere henseender mulighed for at bidrage til folkesundheden. Derfor har vi også valgt at sælge den nye type kød til samme pris som almindeligt konventionelt grisekød, selvom det for os er dyrere i indkøb, siger Per Bank.

Fra uge 35 bliver det nye grisekød opdrættet uden antibiotika en fast del af Nettos sortiment i kædens knap 500 danske butikker.