Ægskandale spreder sig til Danmark

20 tons forurenede æg fra Holland er blandt andet solgt til danske kantiner og catering

Foto: Colourbox

7. august oplyste Fødevarestyrelsen, at forgiftede æg indeholdende det sundhedsskadelige insektmiddel Fipronil næppe var havnet i Danmark.

Nu viser efterforskning, at også Danmark er omfattet af ægskandalen, hvor belgiske og hollandske ægproducenter gennem flere måneder har sendt millioner af forgiftede æg ud på det europæiske marked. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse 10. august.

Det er det danske firma Danæg Products, som har modtaget i alt 20 tons kogte og pillede æg fra en belgisk underleverandør. Æggene er typisk solgt til blandt andet kantiner, køkkener, cafeer og cateringvirksomheder og har næppe i større omfang været solgt i danske detailhandelsbutikker.

Æg trækkes tilbage
Prøver analyseret i Holland viser spor af fipronil i æggene, dog ikke på et sundhedsskadeligt niveau. Fordi indholdet er ulovligt, skal Danæg Products trække æggene tilbage fra deres kunder.

Fødevarestyrelsen følger fortsat sagen nøje, og kan ikke udelukke, at yderligere efterforskning vil afdække flere sager om import af æg eller produkter med æg med fipronil til Danmark.

Hvis myndighederne finder et for højt indhold af Fipronil i æg, kyllingekød eler fødevarer,  hvori æg eller kyllingekød indgår som ingredienser, skal fødevarerne trækkes tilbage fra butikker og restauranter med videre.

Det kan lade sig gøre, fordi der i hele EU er krav om sporbarhed på fødevarer, så man kan se, hvor de kommer fra og til hvilke virksomheder fødevarerne er solgt, oplyser Fødevarestyrelsen.

DEL
Forrige artikelKiwis grønne hylder ender i Afrika
Næste artikelForurenede æg solgt i danske supermarkeder
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.