Årtiers fald i ølsalg er stoppet

Optimisme og fremgang på de danske bryggerier, glæder Bryggeriforeningen

Faldet i ølsalget er stoppet, og særligt salget af specialøl vokser. Foto: Carlsberg

Selv om et stigende ølsalg på 0,1 pct. ikke lyder som en stor nyhed, er glæden ikke til at tage fejl af hos Niels Hald, direktør i Bryggeriforeningen, der kalder udviklingen “Breaking News” for en branche, der har oplevet et faldende salg i årtier.

– Nu ser kurven ud til for alvor at være knækket. Årtiers faldende ølsalg er stoppet. Der kommer stadig flere, nye bryggerier til, og den danske ølrevolution kan udvikles til en ny, dansk eksportsucces, skriver Niels Hald i lederen i Nyt fra Bryggeriforeningen.

Den gærende optimisme i Bryggeriforeningen bygger på en nylig rundspørge, der måler forventningerne til fremtiden. Her har især de mindre bryggerier store forventninger til fremtiden, hvor antallet af ansatte er steget med 22. pct. det seneste år.

Og når det kommer til eksport angiver knap to ud af tre bryggerier, at de forventer stigende eksport i 2017, mens ca. 90 pct. forventer at øge det samlede salg i år i forhold til 2016.

Optimismen afspejler sig i den grad også i bryggeriernes investeringslyst. Her oplyser otte ud af ti bryggerier, at de har investeret i større og mere effektivt udstyr de seneste to år, ligesom 75 pct. forventer at investere i forbedret udstyr de kommende år.

Specialøl i vækst
Det stigende salg af specialøl fortsatte i 2016, hvor andelen steg til 6,1 pct. mod 5,8 pct. i 2015 målt på volumen, hvilket svarer til en vækst på 5 pct.

Ifølge Niels Hald er forventningerne, at tendensen med et stigende salg af specialøl vil fortsætte. Således kan salget af specialøl komme op på at udgøre op imod 30 pct. af den samlede værdi af det danske ølsalg i 2020.

Til sammenligning udgør salget af specialøl ca. 17 pct. af værdien af det danske ølsalg i dag.