Årets bedste lokale produkter er fundet

Ved den årlige bornholmske kokkedyst Sol over Gudhjem har Coop været med til at kåre vinderne af Produktprisen 2018

Syltede havtorn, pålægschokolade til voksne og økologisk læskedrik hyldes nu som årets bedste lokale produkter af Coop. Foto: Coop

Det kan være, at forbrugere snart vil støde på økologiske, syltede havtorn eller pålægschokolade med peberrod og stjerneanis i Coops butikker.

For fjerde gang har Coop i samarbejde med kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem fundet vinderne af årets lokale produkter i kategorierne mad, drikke og konfekture.

En del af præmien er et møde med Coop om et eventuelt samarbejde og mulighed for at testsælge finaleproduktet i udvalgte Coop-butikker. Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

– Produktprisen er for os en mulighed for at opdage nye, lokale produkter, som måske har levet en skjult tilværelse, men som i høj grad fortjener at komme frem i rampelyset, siger Hanna Schaldemose, fødevarekonsulent i Coop.

Vinder for tredje gang

I alt 79 produkter blev testet, og ni gik videre til finalen om at vinde Produktprisen 2018.

Vinderne blev syltede havtorn fra den bornholmske virksomhed Høstet, økologisk kombucha-læskedrik fra Læsk i Nordsjælland og pålægschokolade med voksne smagsvarianter fra Peter Svenningen, The Nordic Chocolatier, som tidligere har vundet Produktprisen to gange.

– Jeg er rigtig glad og stolt over at vinde Produktprisen 2018. Jeg har altid ment, at der manglede en voksenudgave af pålægschokolade, så jeg håber naturligvis, at der er et marked for det. Det må tiden jo vise. Men at vinde Produktprisen er naturligvis et stort klap på skulderen, siger han i pressemeddelelsen.