75.000 var på gårdbesøg hos øko-landmænd

Den mest besøgte gård ved dette års Økologisk Høstmarked havde mere end 13.000 gæster

Foto: Økologisk Landsforening

85 øko-gårde over hele landet havde i weekenden inviteret til Økologisk Høstmarked for at forbrugerne ved selvsyn kunne opleve det økologiske landbrug helt tæt på.

Og 75.000 danskere benyttede sig af muligheden for at møde deres lokale økologiske landmand, hilse på øko-dyrene og smage på friske, økologiske råvarer, oplyser Økologisk Landsforening.

– Det høje besøgstal til Økologisk Høstmarked understreger, at danskerne har stor interesse for økologi og er nysgerrige på deres lokale madlandskab. Mange forældre og bedsteforældre ønsker desuden at give deres børn og børnebørn et forhold til, hvor maden kommer fra, siger projektleder Birgitte Nygaard fra Økologisk Landsforening.

Den mest besøgte gård havde mere end 13.000 gæster. Økologisk Høstmarked blev i år afholdt for 26. gang.