7-Eleven tester selvbetjening i ny hospitalsbutik

Butikken på Herlev Hospital bliver 7-Elevens fjerde på et hospital og den første 7-Eleven herhjemme til at teste selvbetjeningskasser

Den nye butik bliver udstyret med salatbar. Foto: 7-Eleven

Mandag den 18. december kl. 6 åbner 7-Eleven sin døgnåbne butik på Herlev Hospital, kædens fjerde butik på et hospital.

Butikken på Herlev Hospital bliver den første 7-Eleven i Danmark til at teste selvbetjeningskasser, hvor kunderne har mulighed for at betjene sig selv.

Dette betyder dog ikke færre medarbejdere i butikken, men er ment som en ekstra service til kunder, der foretrækker selvbetjeningsløsninger, der vil være opsat og klar i løbet af januar 2018.

- Vi glæder os meget til at åbne og vise alle på Herlev Hospital, at 7-Eleven er garant for friskhed og kvalitet. Vi har gode erfaringer fra vores tre nuværende hospitalsbutikker, så vi kender kundernes behov og de særlige præmisser, der er ved at drive butik på et hospital, siger Jesper Østergaard, adm. dir. for Reitan Convenience Denmark A/S, selskabet bag 7-Eleven i Danmark.

Varme middagsretter
På det ca. 100 kvadratmeter store salgsareal vil butikken have fokus på et sundt udvalg af mad, bagværk og drikkevarer samt en lækker salatbar, hvor kunderne kan blande deres favoritsalat.

Butikken udstyres med 7-Elevens nye selvbetjeningsvarmeskab med færdige, varme retter og supper lige til at spise. Kunder vil også kunne finde færdigretter på køl lige til at varme i f.eks. en mikroovn.

Sortimentet af varer som gaveartikler, blade og personlig pleje vil være langt større end i de fleste øvrige 7-Eleven butikker.

- På et hospital kommer kunderne i vores butik mange forskellige steder fra rent geografisk, og det er ikke alle, som kender 7-Eleven anno 2017. Nogle tror måske stadig, at vi har fokus på kioskvarer og gammeldags fastfood. I hospitalsbutikken har vi en god mulighed for at vise 7-Eleven som den madbutik, vi gerne vil være, siger Daniel Ødegaard, salgschef hos 7-Eleven.

DEL
Forrige artikelNordisk dagligvaresalg går frem undtagen i Danmark
Næste artikelDiageo fortsætter med vækst
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.