6 ud af 10 netbutikker har oplevet svindel – alene i 2017

Ugens kommentar af Niels Ralund, adm. direktør FDIH

Niels Ralund, adm. dir. FDIH. Foto: FDIH.

– Politisk er det vigtigt, at der afsættes ekstra midler til politiet i den kommende finanslov, så indsatsen mod netsvindel kan opprioriteres.

Det sagde jeg, da vi offentliggjorde vores forårsanalyse om svindel mod netbutikker. Den viser, at 6 ud 10 netbutikker har oplevet svindel ved køb alene i årets første 5 måneder.

Nets oplyser ligeledes, at tab ved e-handel var steget 86 pct. fra 2015 til 2016. Problemet er altså stort. Det samme kan desværre ikke siges om netbutikkernes tillid til politiet.

Halvdelen af de netbutikker, der anmelder svindel, mener ikke, at politiet har ressourcerne til at opklare svindlen, og hver tredje butik, der har været udsat for svindel, anmelder det ikke, da der ”ikke sker noget, og det er bøvlet at anmelde sager om netsvindel.”

Så de gode græder, og de onde ler.

For netbutikkerne er det uforståeligt, at det for svindlerne åbenbart er risikofrit at skifte brækjern ud med mus og tastatur. Vi får først sat en stopper for svindlerne, når der er en reel risiko for svindlerne. De skal opdages, dømmes og straffes. Den risiko er forsvindende lille i dag.

Derfor skrev jeg tidligt på foråret til justitsminister Søren Pape Poulsen om problemet. Jeg forklarede blandt andet, at vi ønsker en enkel, central og onlinebaseret anmeldelse, som vil gøre det nemmere at få overblik over svindlen og koordinere efterforskningen. Modellen er klar, men der er desværre gået lovpligtigt IT-udbud i sagen, så den venter vi fortsat på.

Til gengæld lovede ministeren, at IT-kriminalitet står højt på regeringens indsatsliste. Vi ved, at politiet kæmper med alt fra voldelige fodboldfans over løse hjulbolte til grænse-bevogtning, men vi håber og forventer, at der bliver sat handling og penge bag ordene.

”Vi skal spille hinanden bedre”

Mens vi venter på pengene og en stærkere politiindsats, så prøver vi at få det bedste ud af situationen. I Københavns Politis Co-Creation projekt fra 2016 mødes 36 organisationer fra politiet over banker, transportfirmaer til forbrugerorganisationer og selvfølgelig netbutikker.

Her arbejder vi på at finde nye måder at samarbejde på i kampen mod IT-kriminalitet. Vi har en uoffi ciel arbejdstitel – ”Vi skal spille hinanden bedre” – som dækker over, at vi skal blive bedre til at støtte hinanden med alt fra bedre anmeldelser til løbende kommunikation om, hvordan vi hver især arbejder.

Det øger ikke straks opklaringsprocenten, men vi får brugt kræfterne bedre.

En sidegevinst er, at vi får nemmere øje på de steder, hvor regler stiller sig i vejen. Det betyder, at vi får nemmere ved at sikre, at loven passer til virkeligheden, så den beskytter borgerne og butikkerne – ikke svindlerne.

Et andet middel er bedre digitale værn mod svindlerne. Det sikre Dankort – Dankort Se-cured by Nets – er så småt ved at blive rullet ud i netbutikkerne, og erfaringerne er positive.

60 pct. af netbutikkerne med løsningen svarer, at det begrænser svindlen. Det vil stoppe en del af svindlerne, men vi skal stadig fokusere på at stoppe de andre.

Det kræver samarbejde, politisk fokus og digitale sikkerhedsværn, men frem for alt kræver det, at vi sammen går i krig mod svindlerne.