Optimisme og fremgang på Foodexpo

25.822 besøgende lagde vejen forbi Nordens største fødevaremesse i MCH Messecenter Herning.

Officiel åbning ved fødevare og miljø minister Esben Lunde Larsen. Foto: Foodexpo MCH messecenter Herning.

Tirsdag blev den sidste smagsprøve delt ud og de store køkkenmaskiner igen pakket væk, da Nordens største fødevaremesse, Foodexpo, rundede af i MCH Messecenter Herning.

På tre dage har 25.822 besøgende lagt vejen forbi messens 498 udstillere. Det overgår den seneste messe i 2014, hvor messen blev besøgt af 24.243. Udstillerne på årets messe fortæller om besøgende med stor interesse og købelyst:

– Vi har nået vores målsætning, og det er jo altid dejligt. Men når man så kan lægge yderligere et lag oveni, så bliver det jo bare endnu skønnere. Så jeg går hjem med en glad følelse af, at vi er lykkedes, og at vi virkelig har fået noget ud af de kræfter, vi har lagt i vores messedeltagelse, siger Per Moth, National Field Sales Manager hos JDE Professional, som sælger kaffeløsninger.

En anden udstiller, KEN Storkøkken A/S, pakker også messestanden sammen med en følelse af tilfredshed:

– Der har været kunder allevegne hele tiden, siger administrerende direktør Jan Foged. KEN Storkøkken er glade for igen at være vendt tilbage som udstiller på messen i Herning:

– Hvis vi ikke havde været her i år, havde det været en kæmpe fejl, må jeg sige. Vi har været super glade for at være her, og vi føler virkelig, det har været en god platform til at præsentere de ting, vi gerne ville, siger han.

Hos MCH Messecenter Herning er glæden stor over tilbagemeldingerne fra både udstillere og gæster. Administrerende direktør for MCH Messecenter Herning ser tilbage på Foodexpo med et smil på læben:

– Det er en fornøjelse, at opleve hele branchens opbakning til Foodexpo. Det flotte besøgstal er i høj grad udstillernes fortjeneste. De har bakket bredt op, gjort sig umage og overgået sig selv. Udstillerne har i allerhøjeste grad givet gæsterne noget at komme efter. Så det er med taknemlighed og tilfredshed, vi runder af for denne gang og glæder os til næste Foodexpo i 2018, siger Georg Sørensen med en varm tak til de brancheforeninger og – organisationer, der har bakket op om Foodexpo.

Nordens bedste Kok og Tjener

Foodexpo har budt på et spækket aktivitetsprogram med spændende foredrag og prestigefyldte fagkonkurrencer. Messens sidstedag var ingen undtagelse. Her blev DM i Chokolade afholdt, hvor Peter Buch Hansen og Nico Dreier Petersen fra Kold College kunne indtage præmieskamlens øverste trin.

Et andet sted i messehallerne blev der også slidt over gryderne, mens dommerne holdt et vågent øje. Traditionen tro dannede Foodexpo nemlig ramme om afviklingen af De Nordiske Mesterskaber. I en regn af guldglimmer og til lyden af hver sin nationalmelodi kunne svenske Isak Wigh fejre titlen som Nordens bedste Kok, mens finske Lari Helenius vandt Nordens bedste Unge Kok og finske Saara Alander fejrede, at hun blev Nordens bedste Tjener 2016.

Lammepakke og håndtørrer vandt nyhedspris

Mange af de tusinde besøgende har de seneste dage lagt vejen forbi Foodexpo News, hvor de har kunne opleve 358 nyheder, hvilket er rekordmange. Nyhederne fordelte sig i to kategorier: Føde- & Drikkevarer samt Interiør & Udstyr. Vinderne af kategorierne blev Gråsten Fjerkræ, som vandt kategorien Føde- & Drikkevarer med deres lammepakke, mens håndtørreren fra Waterless Scandinavia Aps vandt kategorien Interiør & Udstyr.

Vinderne af konkurrencer på Foodexpo 2016:

Nordens Bedste Kok: Isak Wigh, Sverige

Nordens Bedste Unge Kok: Lari Helenius, Findland

Nordens Tjener: Saara Alander, Findland

Årets Kok: Mikkel Laursen fra Restaurant Mellemrum i Århus

Året Tjener: Peter Pepke fra Kong Hans Kælder, København

Danmarks Bedste Kokkeelever: Christian Wellendorf og Christian Nurup fra Kokke- og Tjenerskolen Selandia

Danmarks Bedste Tjenerelev: Niels Buch Gormsen og Maria Martha Mønster Nielsen fra Tekniskskole i Silkeborg

Danmarks Bedste Caterelever: Maria Walander Hansen og Cecilie Walander Hansen fra Svendborg Erhvervsskole

Danmarks Bedste Receptionistelev: Pernille Pakaci fra Hotel- og Restaurantskolen i København

DM i Chokolade: Peter Buch Hansen og Nico Dreier Petersen, Kold College

Danish Showpiece Competetion: Palle Sørensen og Tobias Hamann-Pedersen

Foodexpo News – Føde- og Drikkevarer: Gråsten Fjerkræ, Lammepakke

Foodexpo News – Interiør & Udstyr: Waterless Scandinavia Aps, håndtørrer

Danmarks bedste hønsesalat: Jens Christian Lundgaard, Humlebæk

Danmarks bedste grillpølse: Slagter Schmelling, Gilleleje

Danmarks bedste frikadelle: Slagteren på Møllevej, Thisted