20-årig varetægtsfængslet efter kniv-overfald på købmand

Suldrup-købmanden, der blev ramt af flere knivstik lørdag eftermiddag, er meget alvorligt såret

Foto: Politi.dk

En 20-årig mand er efter et grundlovsforhør varetægtsfængslet i surrogat frem til den 17. november sigtet for knivoverfald. Manden er indlagt på psykiatrisk hospital.

Den 20-årige overfaldt ganske umotiveret Spar-købmand Finn Degn Ovesen i købmandens butik i Suldrup lørdag eftermiddag.

To kunder overmandede den unge mand og holdt ham fast, til politiet ankom.

Finn Degn Ovesen blev med udrykning og politieskorte kørte til Aalborg Sygehus.

Hans tilstand beskrives som meget alvorlig.

Ifølge politiet var der ikke noget motiv til overfaldet. Norjyske skriver, at den 20-årige i retten har erkendt at have været på stedet, men han nægter sig skyldig i drabsforsøg på den 55-årige købmand.

Læs også:

Spar-købmand udsat for drabsforsøg i sin butik

Spar Suldrup skriver på sin Facebook-side søndag aften:

"Kort update:
Her til aften har købmandens personale fra butikkerne i Haverslev, Nørager og Suldrup været samlet i SPAR Nøragers lokaler. Her fik vi samlede informationer omkring weekendens hændelser og ikke mindst fik vi set hinanden i øjnene og snakket tingene igennem. Det personale, der var på arbejde i lørdags har fået første snak med psykolog og resten af personalet er blevet tilbudt hjælp.

Som det blev nævnt i TV2 Nords udsendelse kl. 19.30, så vil vi snarest muligt komme med tilbud om psykolog-hjælp til de kunder, der var til stede lørdag og som måtte ønske det. Mere herom mandag eller tirsdag. Føler du stort behov, så kontakt undertegnede i løbet af mandagen.

Vi i Suldrup har haft en efter omstændighederne god dag. I kunder har været fantastiske og taget stor hensyn til, at vi endnu ikke har det store overskud til at snakke. Så længe der ikke er afgørende nyt omkring Finns tilstand vil vi selvfølgeligt fortsat kunne virke lidt lukkede.

Vi takker for den omsorg Finns mange kollegaer fra SPAR, Meny, Min købmand og Letkøb butikkerne rundt i landet viser.
Vi vil vende tilbage på jeres tilbud om hjælp, så snart vi får dannet os et samlet overblik sammen med vores bagland."