Thise Mejeri øger overskud med over 50 procent

Leverandører 22. mar 2024 -
This describes the image
Svend Schou Borch bliver ny adm. direktør for Thise Mejeri. Han kommer fra en lignende stilling i Atria Danmark. Foto: Thise Mejeri
  • Coops tætte mejeripartner fra Salling lagde næsten 100 mio. kr. til omsætningen i 2023.

Skrevet af: Søren Tougaard

Få måneder efter Svend Schou Borch har afløst Thise Mejeris adm. direktør gennem mere end 30 år, Poul Pedersen, har det økologiske andelsmejeri, der er ejet af lidt over 70 landmænd, præsenteret et 2023-regnskab med fremgang over hele linjen.   

Thise Mejeris ubetinget største salgskanal er Coops butikker, og efterspørgslen efter Thises økologiske produkter har været stigende gennem 2023, hvor mælkeprisen til landmændene særligt i første halvdel af året faldt ganske betydeligt.

I alt går mejeriets salg frem med 91 mio. kr. til 1,42 mia. kr. Det svarer til en fremgang på næsten 7 pct.

Også driftsresultatet fik et stort hop opad til godt 40 mio. kr. mod 24 mio. kr. året før, mens bundlinjen landede lige over 31 mio. kr. mod 20 mio. kr. i 2022. Det svarer til en gedigen fremgang på hele 55 pct.      

Og det er da også en tilfreds Thise-direktør, der gør status over året.

- Jeg er glad for, at vi i 2023 atter har formået at give vores økologiske landmænd en solid og konkurrencedygtig acontopris, samtidig med at vi har leveret et tilfredsstillende resultat i virksomheden, siger Thise-direktør Svend Schou Borch i en pressemeddelelse. 

CO2 afgift skaber usikkerhed

Thise Mejeri forventer, at man vil kunne fastholde en konkurrencedygtig mælkepris til andelshaverne, og at mejeriet opnår et resultat på niveau med 2023 til sikring af ejerudlodning og konsolidering af selskabet.

Trods en stærk platform peger selskabets ledelse på, at en kommende CO2 afgift for landbruget skaber en del bekymring. 

"De politiske toner om CO2 afgifter på landbruget giver usikkerhed om de fremtidige rammevilkår på såvel mejeri som hos andelshaverne. Thise Mejeri har dog en stærk tro på, at fremtidens bæredygtige fødevareproduktion  også udvikles i forening med økologiske mælkeproducenter og et udviklingsorienteret Thise Mejeri", lyder det fra ledelsen.

  

 

Opdateret 22. mar 2024