Gigantisk lussing: Coop lider tab på 2,3 mia. kr. - især 365discount koster kassen

Coop 20. apr 2024 -
This describes the image
Alene udrulningen af 365discount som erstatning for Fakta har kostet tæt ved 1,5 mia. kr. de seneste tre år, alt mens de 370 butikker i discountkæden fortsat giver massivt underskud på driften på 765 mio. kr. i 2023.  Arkivfoto: Flemming Effersøe
  • Handlen med OK betyder, at Coops aktiver nedskrives med tæt ved 1,8 mia. kr. med 365 discount som den helt store nedskrivningspost. Samlet kommer Coop og brugsforeningerne ud med et tab på 2,3 mia. kr. i 2023.

Skrevet af: Søren Tougaard

Aftalen med OK og et kæmpe underskud i discountkæden 365discount koster Coop Danmark og brugsforeningerne et gigantisk tab på hele 2,3 mia. kr. i 2023.

Aftalen med OK betyder nemlig, at Coops aktiver nedskrives med hele 1,78 mia. kr.  365discount bærer den største afskrivning. Sammen med et driftsresultat på minus 765 mio. kr. mod minus 817 mio. kr. året før står 365discount for et samlet minus på hele 1,6 mia. kr. efter skat i 2023. 

Med gennemførslen af transaktionen fra OK-handlen og kapitaltilførslen på de ca. 2 mia. fra Coop Amba og OK reetableres egenkapitalen i Coop Danmark. Alene 365 discount modtager en kapitaltilførsel på 1 mia. kr. til den videre udvikling, oplyser selskabet.

- Vi har regnskabsteknisk foretaget de største nedskrivninger på 365discount, fordi det er der, at det største underskud er og fordi det også er der, hvor det i vores nye 5-års plan vil tage længst at komme i plus. Det ændrer ikke på vores tiltro til, at vi skal være stærke og fortsætte væksten i discount, som står for halvdelen af danskernes dagligvareindkøb, og at vi kan gøre det lønsomt. Flere og flere kunder handler i 365discount, som var det brand, der forbedrede sit omdømme mest i 2023. Men det vil tage længere tid at skabe balance i 365discount - der stadig er en ny kæde - i forhold til, hvornår Kvickly og SuperBrugsen igen giver overskud, siger bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst, Coop Danmark

Reddet fra kurs mod konkurs

Coop Danmarks økonomiske nedtur har været tæt ved at køre koncernen direkte mod en konkurs. Det har aftalen med energiselskabet OK bremset. Fremover ejer moderselskabet Coop Amba og OK hver 50 pct. af Coop Danmark, der med aftalen altså sikres en samlet kapitalindsprøjtning på to mia. kr.

Aftalen skal nu endelig godkendes af Konkurrencestyrelsen. Det forventes sket inden sommerferien.   

For 2024 forventer Coop en markant fremgang i driftsindtjeningen og et samlet resultat, der er væsentlig bedre, men stadig et underskud.   

- Nu har vi ro om vores økonomi, og vi kan koncentrere vores kræfter om at komme tilbage til kernen i Coop, hvor vi med fokus på det gode købmandskab og basal drift sikrer danskerne ansvarlige og bæredygtige varer i vores butikker over hele landet, siger Jeff Gravenhorst.

Driften er udfordret i alle kæder pånær Brugsen

Det netop fremlagte regnskab for Danmarks næststørste dagligvarekoncern viser, at Coop-familien bestående af Coop Danmark og de selvstændige har forbedret driftsresultatet fra lidt over minus 1 mia. kr. til minus 761 mio. kr. i 2023.

Men det er sammen med en fremgang i de selvstændige brugsforeninger, der vender underskud på 192 mio. kr. til overskud på 21 mio. kr., samt en fastholdelse af omsætningen på 46,6 mia. kr. mod 46,9 mia. kr. året før trods Irma-lukning også de eneste positive punkter i et Coop-regnskab, der sætter pegefingeren på Coops helt ømme punkt: 365discount. 

Det samlede driftsresultat er påvirket af investeringen i ombygninger, engangsomkostninger til lukning af aktiviteter og nyetableringer, men den underliggende drift er også udfordret og ikke tilfredsstillende, erkender Coop-ledelsen.

Det gælder ikke mindst for 365discount, som trods en fremgang i omsætningen på godt en mia. kr. ender med et stærkt utilfredsstillende ordinært driftsresultat på minus 765 mio. kr. Men også Coops supermarkeder i Kvickly og SuperBrugsen gav samlet et utilfredsstillende resultat. Derimod realiserede de lokale nærbutikker i Brugsen / Dagli´Brugsen et tilfredsstillende resultat, oplyser Coop.

Ifølge Coop har man haft en omsætningsfremgang på 7 pct. for sammenlignelige butikker og tilfredsstillende udvikling i markedsandel for året

Nu venter et benhårdt arbejde for gøre Coops butikker til en lønsom forretning. Det er en opgave, der kan tage flere år, alt imens konkurrencen fra Salling Group, Rema 1000, Lidl og Dagrofa kun vokser.     

 

Opdateret 20. apr 2024